Tim har udviklet sig meget, efter han som 14-årig flyttede til et opholdssted, hvor unge med ADHD lærer at begå sig i verden.
Skrevet af Mads Moltsen
”Det gik helt ad helvede til. Min forældre og jeg kunne ikke sammen, og jeg var ved at havne i et dårligt miljø.” Sådan lyder det fra Tim, der ser tilbage på tiden før han flyttede på et opholdssted for unge med adfærdsmæssige og sociale udfordringer. Hyppige skoleskift, konflikter med autoriteter, lærere, forældre. Anbringelse i plejefamilier. Tims barndom og ungdom var en omtumlet affære, og forældrene havde prøvet alt, men det endte altid med at køre af sporet. På et tidspunkt blev kommunen og Tims forældre enige om, at han skulle flytte på et opholdssted beliggende godt 200 kilometer væk fra hjemstavnen Esbjerg.
Faste strukturer giver ro
Da han ankom, var han, som opholdsstedets leder Anders beskriver det, som en hveps i et glas. Alt for meget energi og ingen steder at rette det mod. Et par år senere fik han diagnosen ADHD. En psykiatrisk lidelse, der giver børn, unge og voksne problemer med opmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet. Heldigvis er de vant til at håndtere den slags på opholdsstedet. Her arbejder man med at bygge nogle faste strukturer op omkring Tim og de andre beboere. En struktur, der giver mening i den enkeltes liv.
Tim kan slappe mere af
For Tim betyder det blandt andet, at han står op hver dag klokken seks. Og der er nogle faste planer for ugen. Det er de små ting, der give ro. Desuden er personalet altid klar til at tage en snak med Tim, både når det går godt, og når det går skidt. Og i stedet for at bryde ham ned og fortælle ham, hvad han ikke duer til, lægger de fokus på det, han er god til. ”Jeg slapper meget mere af, og jeg er blevet meget mere rolig, end jeg var før. Jeg får ikke så ofte de vredesudbrud, som jeg gjorde før i tiden, og mit forhold til mine forældre er blevet meget bedre,” siger Tim.
De unge skal ud i samfundet
Opholdsstedet lægger vægt på, at de unge ikke skal isoleres fra omverdenen. Der er ikke en intern skole, for de unge skal ud i det normale skolesystem og lære at begå sig i samfundet. Tim har længe drømt om at få sig en læreplads, og det hjælper opholdsstedet ham med. Sammen med lederen Anders har han kørt rundt til forskellige håndværksmestre for at finde en praktik- eller læreplads til Tim. Det er lykkedes dem at finde en praktikplads hos et entreprenørfirma, og måske venter der en læreplads i fremtiden. Det har givet Tim noget at stå op til om morgenen, og det er noget af det vigtigste for unge som ham. Pædagogerne kan hjælpe de unge på vej og støtte dem, men de skal selv være motiverede til at udvikle sig.
Godt på vej
Tim bor på opholdsstedet, men planen er at han skal finde sig et sted at bo for sig selv. Det kan han få hjælp til på opholdsstedet. Det hjælper ham bl.a. med at træne nogle af de basale færdigheder, der skal til, hvis man vil bo alene. ”Min drøm er at få en læreplads og mit eget sted. Jeg er allerede godt i gang, og jeg er sikker på, det nok skal lykkes en dag,” siger Tim.