Stefan Tofte
Sætningen ”Jeg har kun fået god behandling”, er desværre en vi hører mindre og mindre i forbindelse med det danske sundhedssystem, men ikke desto mindre er det altid det, jeg siger, når snakken falder på det sundhedssystem, som var en del af min hverdag i 8 år.
Skrevet af Stefan Tofte
Når jeg holder foredrag om tiden i ’systemet’ eller debatterer sundhedsrelevante emner, hører jeg ofte fordomme og holdninger, ikke bare om hvordan vores fælles sikkerhedsnet virker (eller bør virke), men også hvordan alle den enkelt diagnose angiveligt ’gør patienterne farlige’. Hvad end der er tale om depression, angst, skizofreni eller personlighedsforstyrrelser, er der fordomme om, hvordan personer med disse lidelser ’er’ og ikke mindst ’bør’ opføre sig. Disse fordomme er ofte funderet i en kombination af uvidenhed og frygt grundet forskellige mediers omgang med historier, men også folks begrænsede hverdagsmøder med psykisk sygdom.
Stigmatisering og selvstigmaticering
Alt dette er med til at stigmatisere samfundsgruppen, som i forvejen er ramt af den givne sygdom. Udover den stigmatisering, der foregår fra samfundet mod den syge, er der også i stor grad tale om selvstigmatisering, hvor den syge i virkeligheden sætter begrænsninger for sig selv, hvilket i mange tilfælde er langt mere skadeligt end det eksterne stigma.
For mig at se, går de tre aspekter af liv, sygdom og helbredelse hånd i hånd, da personer, der er hårdt ramt af en given sygdom, har behov for hjælp og støtte til at komme fri af ikke bare symptomer, men også det selvstigma, der er forbundet med givne diagnoser. Hvad end der er tale om, at den skizofrene er farlig, om personer med depression ikke kan noget, eller at autisten SKAL være god til noget meget konkret og målbart, er det alle fordomme og stigma, som kan og skal overvindes.
‘Den skizofrene’
For det første er ingen person sin diagnose, som vi desværre ofte hører og ser i diverse fremstillinger af sygdomme –’den skizofrene’ er et konstrueret udtryk, der intet hold har i virkeligheden, på samme måde som ’autisten’ er det. Vi ville, i vores samfund, aldrig identificere en cancerpatient med diagnosen og påtale ham/hende som ’leukæmikeren’. Derudover er der et øget behov for oplysning – oplysning om sygdomme, der præger flere og flere. Det er nødvendigt, at diagnosticerede såvel som ikke-diagnosticerede ved, at personer med depression godt kan smile og ikke altid ligger i deres seng og sover, at personer med OCD, ikke nødvendigvis skal vaske hænder 13 gange og ikke mindst – at de alle er mennesker.
Støtte til individet
’God behandling’ er for mig at se en nødvendig ingrediens i at komme stigma til livs, da det er nødvendigt for personers selvopfattelse og dermed det billede, de sender videre ud i verden. Det store problem er bare, at god behandling ikke er det samme fra person til person, hvorfor nogle desværre også oplever dårlig behandling – fordi behandlingsformen desværre ikke passede til dem. Dette giver på sigt individer, der kan føle sig forladt og misforståede på trods af, at deres behandlere vil dem det bedste.
Jeg har altid fået god behandling, og jeg er glad for det sundhedssystem, vi har, men det kan og skal ikke løfte opgaven alene. Vi må alle støtte op. Ikke til behandling – men til accept af de problematikker som psykiske sygdomme repræsenterer.
