Saszeline Dreyer: ”Du skal være hel for at kunne hele andre”

Åbenhed, psykologsamtaler og såkaldt sund egoisme er nogle af de ting, der har hjulpet den tidligere sangerinde Saszeline Dreyer gennem chokket og sorgen over sin storebrors selvmord for 10 år siden. Her deler hun ud af sin erfaringer som tidligere pårørende til en deprimeret.

Måske kender du historien, for Saszeline Dreyer har fortalt den flere gange. Ellers får du her den korte version: I 2010 begik Saszelines halvstorebror Christian selvmord. I dagene efter var den dengang 27-årige Saszeline nødt til at tale med medierne om tabet af sin elskede bror, der også var hendes bedste ven. Hvor andre ville slukke deres telefon og forskanse sig, gik Saszeline altså en mere åben og ærlig vej. Heldigvis viste det sig, at det netop var den vej, der var med til at hjælpe hende gennem chokket og senere sorgen, fortæller hun i dag.

Psykiske lidelser kan ramme alle, og Saszeline er overbevist om, at jo mere vi tør tale med hinanden om for eksempel depression, angst og stress, des bedre. Og kan Saszeline ved at fortælle om sine erfaringer som tidligere pårørende til en psykisk sårbar, hjælpe bare én person, fortæller hun gerne sin historie igen.

Svært at være pårørende

Pårørende til en deprimeret person kan have svært ved at vide, hvad den deprimerede har brug for, og hvad der er det bedste at gøre. Det ved Saszeline alt om.

”Depression kan gå op og ned. Nogle dage virker det som om, at vedkommende er i bedring. Men ugen efter går han eller hun 10 skridt tilbage. Depression har ikke en fast formel. Og er du, ligesom jeg, fightertypen, kan det være svært at møde et menneske med psykiske problemer der, hvor han eller hun er. Er det for at få opmærksomhed, at han eller hun træder vande i stedet for at komme videre? Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere Christians depression. Jeg var også for optaget af mit eget liv,” fortæller Saszeline, der dengang var aktuel med et soloalbum og forholdsvis ny i rollen som mor.

”Jeg har gået til psykolog i flere år efter, min bror døde og arbejdet med min skyldfølelse. Men den vil nok altid være der. Selv om jeg jo godt ved, at Christian var meget syg.”

Øver sig i at lytte

I dag er Saszeline bedre klædt på til at møde mennesker, der er psykisk sårbare.

”Jeg tror på, at der altid er en læring i det, vi oplever. Christians død har givet mig indsigt i psykiske lidelser. Jeg har stillet de spørgsmål, jeg ikke stillede ham. Jeg har for eksempel mødt en pige, som udadtil har det hele, men hun har også dage, hvor hun ikke kan komme ud af sengen. Jeg spurgte hende, uden at være fordømmende, hvad det handlede om. Depressionen er som en fysisk sygdom, som forhindrer hende i at stå op, fortalte hun mig.”

Saszeline har også erfaret, hvor vigtig det er at kunne lytte som pårørende til en person, der har det svært.
”Jeg taler ofte med min gode vens kæreste. Hun lider af depression og angst. Jeg øver mig i at stille spørgsmål, lytte og forstå, hvordan det er at være hende i stedet for at komme med en masse løsninger. Det er mit behov, ikke hendes.”

Derfor er sund egoisme vigtigt 

Som pårørende til en person med psykiske problemer, skal man også huske at være der for sig selv. Og give sig selv lov til at dyrke de ting, der giver energi og glæde:

”Det må være så svært at praktisere det, jeg kalder sund egoisme, som forældre til et barn, der eksempelvis har en depression. Jeg tror simpelthen ikke, man kan tænke på sig selv i den situation. Er du søster eller bror til en psykisk sårbar, kan du bedre yde støtte til en vis grænse. Det er som i et fly, hvor du skal tage iltmasken på, før du hjælper andre. Det er ikke egoistisk, det er nødvendigt. Det er heller ikke egoistisk, at pårørende bruger tid på egenomsorg,” siger Saszeline, der har brugt meditation som en praksis til at lære sig selv bedre at kende.

”Det er i virkeligheden enkelt. Du skal være hel for at kunne hjælpe andre med at hele andre.”