Skip to main content
Home » Usynlig Syg » Når livet leves online
Digitalt liv

Når livet leves online

I dag lever en stor del af børn og unge deres liv online
I dag lever en stor del af børn og unge deres liv online
Foto: Gettyimages

I dag lever en stor del af børn og unge deres liv online. Derfor er vi som forældre – ifølge Jonas Ravn fra Center for Digital Pædagogik – også som minimum nødt til at interessere os for det, og sikre os, at de trives både på nettet og IRL. 

Og allerede her er vi i vores forsøg på at udvise omsorg og ansvarlighed på gyngende grund. For man kan ikke længere dele børn og unges liv op i to forskellige verdener. For dem er der i højere grad tale om to verdener, der ofte overlapper og flyder sammen til én. Det er derfor også grænsende til gammeldags, at spørge om ens poder slet ingen venner har i virkeligheden, når de sidder med næsen i iPad’en eller mobiltelefonen. For det ER virkeligheden, og de HAR venner. Både der og i (vores) virkelighed.

”Mange børn siger endda, at de sociale medier har gjort dem mindre ensomme og mindre angst – og selvom det er deres egen selvoplevelse, så kan det sagtens give en vis tryghed altid at have ens bedste ven i lommen,” forklarer Jonas og refererer til hvorledes mobiltelefonen efterhånden er vokset sammen med kroppen hos mange børn og unge.

Hvordan står det til med den digitale trivsel? 

”Der er en evig diskussion om børn og unges evner til at navigere i og forholde sig til den digitale tilværelse. Spørgsmålet er blot, om vi skal forholde os til de 5-10%, som er uden for pædagogisk rækkevidde – eller alle dem, som rent faktisk formår at have et godt og balanceret liv både on- og offline.”

Ifølge Jonas er mange blevet meget klogere i forhold til f.eks. billeddeling og lovgivning, og det er også den eneste vej frem, for der er ingen vej tilbage.

”Den digitale verden er et ufravigeligt vilkår, men derfor kan vi godt forholde os kritisk til det. For der er både fordele og ulemper ved den.”

Giv os MERE!

En af de større udfordringer er, ifølge Jonas, at moderne spil og sociale medier er skabt med stort kendskab til hjernens funktioner. Det betyder at de skubber til vores lyst til MERE. Sammenholdt med at børn ofte bruger spillene og de sociale medier sammen med venner, kan det være meget vanskeligt selv at sige stop.

”Paradoksalt nok har mange forældre svært ved at sætte grænser for skærmtid, mens de sagtens kan gøre det for sukker og sengetider. Her gælder det om at lave rimelige aftaler, og gerne være lidt large. Så i stedet for at hive stikket til PlayStationen, kan man med fordel snakke om, hvornår man skal gå i gang med et gameplay, hvis man skal nå at være færdig til spisetid.”

Fodbold og Fortnite

Jonas understreger, at det er vigtigt, at man som forældre fastholder en vis interesse.

”Fortnite er ligeså relevant som fodbold, så spørg ind til det og vis, at du er interesseret. Også selvom du måske ikke forstår noget som helst af det, de taler om. Men vær opmærksom på, at det aldrig må blive en flugt for dem, at sidde bag skærmen. Spiller de Fortnite eller SnapChatter 10 timer i streg, så skal alarmklokkerne lyde,” men det hører heldigvis mere til undtagelsen end reglen, slutter han.


Next article