Når borgere skal anbringes på opholdssteder og botilbud, bør det ske med meget større omhu, end det gør i dag, mener LOS – Landsorganisationen for sociale tilbud.
I Danmark findes der en lang række offentlige og private sociale tilbud til psykisk sårbare børn og voksne. Mange af tilbuddene er højt specialiserede, og det burde i de fleste tilfælde være muligt at tilbyde en passende indsats til alle borgere, uanset hvad deres individuelle behov måtte være.
Men det sker for tit, at borgere bliver anbragt
det forkerte sted og derfor må genanbringes. Det oplever Danmarks
største brancheorganisation for sociale tilbud – LOS.
”Ofte bliver borgerne ikke anbragt på det bedst egnede sted første gang. Et klassisk eksempel er et barn, der anbringes hos en plejefamilie, hvor det viser sig at være et dårligt match. Der kunne eksempelvis være et behandlingsbehov, som familien ikke kan tilbyde, så barnet må hjemtages og visiteres ud til et nyt tilbud,” siger Laust Westtoft, politisk- og strategisk chef i LOS.
”Derefter anbringes barnet måske i et andet socialt tilbud, som heller ikke er målrettet de individuelle behov, og først tredje gang lykkes det at finde et egnet specialiseret opholdssted, som matcher barnets behov.”
Undgå genanbringelser
Genanbringelser går først og fremmest ud over borgeren.
”Borgeren skal pludselig vente meget længere tid på den rette behandlingsindsats, og det er et alvorligt problem. Psykisk sygdom kan i mange tilfælde behandles, og derfor gælder det om at sætte ind med en behandlende indsats så hurtigt som muligt, ligesom man gør i resten af sundhedssystemet,” siger Laust Westtoft, der også påpeger, at genanbringelser er en økonomisk byrde for samfundet.
”Hver gang skal der laves en ny udredning for at sikre, at borgeren får det rette tilbud. Det er alt for omkostningsfuldt,” mener han.
Anerkend borgerens behov
Når der ifølge LOS sker alt for mange forkerte anbringelser, skyldes det ifølge organisationen, at kommuner ofte tilbyder den mindst indgribende indsats først, selvom borgeren har mere krævende behandlingsbehov. Formentlig fordi den mindst indgribende indsats er den billigste.
LOS mener i stedet, at kommunerne altid bør følge Indsatstrappens anbefalinger og finde den bedste placering på Indsatstrappen til den enkelte borger. Efterfølgende kan man skalere indsatsen op eller ned.
”Langt de fleste borgere, som skal anbringes, har et behandlingsbehov, og der skal ofte en større indsats til end den mindst indgribende. Vi skal være langt bedre til at anerkende behandlingsbehovet og give borgerne den indsats, de har behov for, fremfor den der er mest økonomisk rentabel,” mener Laust Westtoft.
Inddrag borgere og pårørende
LOS mener desuden, at kommunerne bør være langt bedre til at anbringe tidligere, og at anbringelser altid skal ledsages af en konkret handlingsplan for den enkelte borger.
”Det skal skitseres, hvad borgeren har behov for, og hvordan de når deres mål. Og så skal der laves opfølgning på alle anbringelser for at sikre, at handlingsplanen bliver fulgt,” mener Laust Westtoft.
Når det gælder valg af opholdssted, bør man også i højere grad tage borgeren og de pårørende med på råd.
”Det gode match mellem borger og botilbud sker, når der er et tæt samarbejde mellem borger, pårørende, kommunen og anbringelsesstedet. Det er vigtigt, at både botilbuddet og borgeren bliver hørt, og vi mener, at man bør det samarbejde i langt højere grad, end man gør i dag,” siger Laust Westtoft.
