Fortællingen om mennesker med psykiske udfordringer bliver ofte en fortælling om diagnoser. En fortælling om den skizofrene; den deprimerede; den stressede. En fortælling, der er fyldt med tabu og fordomme. Det skal vi lave om på – og det gør vi ved at se på mennesket frem for diagnosen. Så her følger en fortælling om fem mennesker, der kæmper eller har kæmpet med psykiske udfordringer. En fortælling om det at være et menneske – med mere.
Tal viser, at ca. 500.000 mennesker dagligt er berørt af psykisk sårbarhed. Det at kæmpe med psykiske udfordringer er altså et helt normalt fænomen. Men det narrativ, vi har opbygget omkring psykiske problemstillinger, er stadig fyldt med tabuer og begrænsende fordomme. Tabuer og fordomme, der gør det svært at blive set som et menneske – og ikke en diagnose.
Stefan, Georgia, Camilla, Carsten og Christina er et lille udpluk af de 20%, der i Danmark har kæmpet eller stadig kæmper med psykiske udfordringer. De har alle sat fokus på at være menneske fremfor at være en diagnose. “Vi er alle mennesker med positive og negative sider. Og uanset om man har en fysisk eller psykisk sygdom, er man ikke sin sygdom,” fortæller Carsten.
At åbne op omkring sine udfordringer
At skulle fortælle til sit netværk, at man kæmper med psykiske udfordringer, kan være meget grænseoverskridende. Frygten for at blive mødt med tabu og fordomme kan fylde rigtig meget. “Mens mine udfordringer var på sit værste/højeste, må jeg ærligt indrømme, at jeg ikke turde fortælle om det åbent, da jeg var bange for at blive dømt på det og blive forskelsbehandlet,” fortæller Stefan. “Når jeg i dag fortæller om de ting, jeg har været igennem, mødes jeg primært med udtryk af anerkendelse over, at jeg er nået til, hvor jeg er i dag,” fortsætter Stefan, der i dag ikke længere kæmper med psykiske problemstillinger.
Også Georgia oplever, at hun bliver mødt med forståelse, når hun fortæller om sine udfordringer: “Jeg er så taknemmelig for, at jeg bliver mødt med forståelse, empati og respekt. Jeg har et stort, støttende netværk, der altid har været der for mig, og min blog har kun fået positiv feedback.”
Det uhåndgribelige
Psykiske udfordringer er, som med fysiske sygdomme – cancer, en brækket arm, en lungebetændelse – noget, der ofte kræver behandling. Men når snakken bevæger sig hen mod det psykiske, bliver det så uhåndgribeligt – så svært at berøre. Og det er her, tabuerne opstår. For når vi ikke taler om det, informerer og oplyser, får fordommene frit løb – får lov til at leve, til at vokse. Tabuerne skal simpelthen tales ihjel. Og tales ihjel med andre ord end fortællingen om en diagnose.
“Jeg synes egentlig, at de fleste rigtig gerne vil forstå sygdommen. Men når man siger, at man har humørsvingninger, og de så siger “nå, det kender jeg godt”, så får jeg et sug i maven, for de kender det jo slet ikke, selvom de sikkert siger det i god mening,” siger Christina.
“Medierne har en tendens til kun at dække negative tilfælde, så man fortsat får et forkert billede af, hvad f.eks. skizofreni er. Vi med skizofreni har nok at bakse med uden også at skulle have fordomme og stigmatisering oveni,” siger Georgia.
At være et menneske med mere
Men hvem er de? Disse mennesker med psykiske udfordringer. Stefan, der i øjeblikket i gang med at træne sig op til en Ironman – og i øvrigt holder fantastisk meget af at sidde omkring et bål med sin kæreste og venner og en kold cola i hånden, fortæller om ham selv: “Personen “Stefan” er en nysgerrig, til tider for stædig, ung mand, der kæmper for, hvad han gerne vil opnå og går benhårdt efter målet.”
Georgia fortæller, at hun er et kreativ, intelligent, ambitiøst menneske, der altid prøver at gøre det rigtige og ikke såre andre.
Carsten beskriver sig selv som pligtopfyldende, grundig, viljestærk, sympatisk og troværdig.
Camilla er et kreativt og handlekraftigt menneske. Og så er hun mor.
“Jeg synes, jeg er en meget glad og lattermild person, med et stort omsorgsgen og med stor empati og sympati for andre. Jeg har stor selvindsigt og er meget reflekterende. Jeg har stor gejst for livet,” fortæller Christina om sig selv.
De er altså, som mennesker er flest. Og det er mennesket, vi skal lære at kende, hvis vi skal nedbryde tabuer. Vi er nødt til at spørge ind til den menneskelige fortælling – ind til kernen.
“Vi kan alle blive ramt – uanset om man er chef, pedel, kontorassistent, mor, studerende – vi er alle bare mennesker, der har mødt nogle bump i livet. Der har fået livet til at gå ud ad en forkert sti. Men hver især besidder vi alle en masse viden, og derfor er det så vigtigt at være nysgerrig på hinanden,” fastslår Camilla.
Ingen fortællinger er ens
Ingen fortællinger er ens – heller ikke for mennesker med psykiske udfordringer. Stefan, Georgia, Camilla, Carsten og Christina har alle forskellige udgangspunkter – ligesom alle andre. Og netop fordi fortællinger altid er forskellige, kan det være svært at vide, hvordan man som netværk skal italesætte og respektfuldt rumme de psykiske problemstillinger.
“Uanset hvad er overskriften: Omsorg. Der er tit for mange følelser involveret, og det er svært at tage imod råd fra nære familiemedlemmer, og man må ikke forsøge at være behandler. Det bedste, du kan gøre, er at snakke med det ramte menneske,” siger Carsten.
Christina fortsætter: “Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at pårørende sætter sig ind i problemstillingen, og at man i et samarbejde lærer at leve med udfordringerne sammen. Husk at være åbensindet og interesseret. Vis omsorg og vær der for den, der kæmper.”
“Du kender personen bag diagnosen. Så: “se det sunde – rum det syge”, som Kirsten Kallesøe sagde det. Mere præcist kan det ikke siges,” afslutter Camilla.
