Skizofreniramte kan få et normalt liv, men det kræver den rette indsats fra det psykiatriske system. De hårdest ramte patienter har brug for lange indlæggelser samt en omfattende udredning og behandling. Og alle, der henvender sig på en psykiatrisk akutmodtagelse med en psykose, bør tages imod. Dét mener Holger Steinrud, der er Skizofreniforeningens formand.
En psykose kan have flere årsager og er ikke nødvendigvis behandlingskrævende. Hænger psykosen (eller psykoserne) sammen med sygdommen skizofreni, har personen dog ofte brug for at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling.
”Det er påkrævet, at behandlingen både
består af medicin og masser af tiltag, der kan rette op på de skader,
der er sket. Psykoser og skizofreni går ud over de kognitive evner,
patienten kan lide af socialangst og kan have mistet troen på, at han
eller hun kan klare sin egen situation. Det er udløst af de faktorer,
som er en del af psykosen, nemlig vrangforestillinger, apati og
manglende vilje til at agere på andet end det, der foregår inde i ens
hoved, og som ikke har noget med virkeligheden at gøre. De fleste
skizofreniramte står over for et meget langt sygdomsforløb,” siger
Holger Steinrud, der er formand for Skizofreniforeningen.
Unge mellem 18 og 35 år, der debuterer med en psykose, får tilbudt det ambulante behandlingsforløb OPUS. Det hjælper mange skizofreniramte med stor succes, ifølge Holger Steinrud. For behandlingstilbuddet er intensivt og specialiseret – og førstegangspsykoser kan ofte tages i opløbet.
”Ambulante behandlingstilbud er ofte ikke relevante for personer med flere psykoser bag sig. De har brug for at være på en afdeling, hvor der er konstant psykiatrisk tilsyn, og hvor der er mulighed for flerfaset forløb med eksempelvis kognitivtræning, psykoterapi og socialadfærdstræning. Det er også vigtigt, at den skizofreniramte bliver sluset ud i noget meningsfuldt f.eks. et deltidsjob,” siger Holger Steinrud.
Psykotiske afvises i akutmodtagelsen
Holger Steinrud er langt fra tilfreds med forhold, han oplever i psykiatrien i dag:
”Jeg har en personlig oplevelse med en dybt psykotisk person. Vedkommende kunne ikke sige sit CPR-nummer i porten til det psykiatriske center, og så fik vi ikke adgang til venteværelset. Når dybt psykotiske personer bliver sendt på gaden, risikerer vi, at de volder skade på sig selv eller andre.”
Det er ikke kun skizofreniramte, der ikke kan eller vil sige deres personnummer, der bliver afvist:
”Hvis du kommer på et akut psykiatrisk center og siger, at du har det dårligt psykisk, bliver du ofte sendt hjem på grund af manglende kapacitet. Holdningen er, at har du klaret dig selv indtil nu, kan du også klare at blive sendt hjem med et klap på ryggen og råd til, hvordan du får det bedre.”
Hvad skal pårørende til en psykotisk person gøre?
”Pårørende er dårligt stillede. For selv dybt psykotiske personer, der jo er momentalt uberegnelige, har fuld bestemmelsesret over egen behandling. Det er et stort dilemma, og det har frygtelige juridiske konsekvenser, hvis man ikke følger proceduren. Men jeg kunne alligevel ønske, at der i særlige tilfælde fandtes en kattelem, hvor tvangsindlæggelse kunne komme på tale,” siger Holger Steinrud.
Flere langtidspladser og grundigere behandling
Formanden for Skizofreniforeningen har flere forslag til, hvordan det psykiatriske system bør indrettes for bedre at kunne hjælpe de omkring 30.000 skizofreniramte i Danmark.
”Man må ikke afvise personer, der henvender sig i psykiatrien. De psykiatriske centre bør også gøre en reel og konstruktivt indsats for at udrede og diagnosticere patienterne. Tidligere brugte personalet eksempelvis to til tre måneder på at finde det rette medicinske præparat og se en udvikling, og man fik patienterne i dialoggrupper. Det er der ikke ressourcer til mere. Nu bliver patienterne overladt til det ambulante behandlingssystem. Men patienter, der lige er kommet fri af en psykose, vil ikke altid på eget initiativ tilvælge en ambulant behandling.”
Holger Steinrud mener, at der er brug for flere af langtidspladser i psykiatrien.
”Det er ikke populært at sige, for det er den dyreste løsning og en løsning, man i mange år har bevæget sig væk fra. Man kan løse mange ting ambulant, men man kan ikke hjælpe de mest psykisk syge personer.”
