Elisa Rimpler
Forkvinde, BUPL
Børn og unge har ret. Ret til et sundt og godt liv, hvor de kan vokse op med tro på sig selv og i tillid til andre. I et rigt og velfungerende samfund som vores, burde det være en selvfølge. Men sådan er det langt fra.
Flere og flere børn og unge mistrives og har ondt i livet. De kæmper med dårligt selvværd, ensomhed, angst og depressioner. Symptomer og lidelser, der ikke hører hjemme i et ubekymret børneliv. Et børneliv, der er byggestenen for resten af livet. Så man som menneske er rustet til, men også i stand til, at tage livtag med det, der venter – og har mod på det uventede.
Det er en fejltagelse at tro, at blot fordi vi på mange måder er et veltilrettelagt samfund, så kommer resten af sig selv og er alene op til børnene og deres forældre. Fællesskabet og de sociale arenaer, vi stiller til rådighed, er helt afgørende. Og skal vi gøre det bedre, kræver det en ny politisk diskurs, hvor man i højere grad har øje for, hvordan vi som samfund er indrettet, og hvordan vi tilrettelægger børn og unges liv og muligheder. I daginstitutionen, i skolen, i fritiden og i hjemmet. Og på tværs af alle sociale arenaer.
Det handler ikke alene om at skabe det gode liv for den enkelte, men også om det samfund, vi vil skabe for fremtiden.
At blive til nogen
Flere og flere har heldigvis fået øjnene op for den usunde præstationskultur, som børnelivet er underlagt i dag. Ønsket om et effektivt konkurrencesamfund har betydet alt fra, at familier skal klare sig selv, straks efter at barnet er født, til tidligere overgang fra vuggestue til børnehave, tidligere skolestart, obligatoriske sprogprøver og uendelige målinger på trivsel og faglighed gennem barndommen.
Børn har ikke ret til deres forældre, når de er syge. Der er alt for lidt tid til det nødvendige nærvær i daginstitutionen. Og i stræben efter, at barnet hurtigst muligt skal blive til noget, har man glemt, at børn og unges liv først og fremmest handler om at blive til nogen. Og “nogen” kan hverken forceres eller målstyres. At dannes som menneske kræver tid og plads til at være og finde mening. De gode og trygge relationer til voksne og andre børn og unge er afgørende. Og de kommer ikke af sig selv.
Et bæredygtigt samfund
Fremtidens udfordringer er til at tage og føle på i en verden, hvor digitaliseringen er overvældende, ressourcerne er ulige fordelt, en hastig befolkningsvækst presser, og et hårdt belastet klima giver de fleste kuldegysninger.
Det kræver meget af de kommende generationer. Så meget, at alle burde være optaget af, hvordan vi gør børn i stand til at tage del i og udvikle et demokratisk og bæredygtigt samfund. Det er ikke afgørende, om barnet kan læse på et snævert defineret tidspunkt i livet. Det afgørende er, at vi lærer børn at tro på sig selv og hinanden. At vi giver børn tid til at lege, være nysgerrige, øve sig, bruge fantasien, samarbejde og lære på måder, der for dem giver mening.
Børn og unge skal møde naturen, kulturen og kunsten. De skal kende til fordybelsen og mærke, at ting tager tid. Vi skal som samfund fjerne presset fra deres skuldre. Presset af konstant at skulle præstere. Og anerkende at børn og unges trivsel skal være i centrum, hvis vi virkelig vil et bedre samfund og en bedre verden.
Det kræver en ny diskurs. En diskurs, hvor man også politisk anerkender, at børns trivsel er langt vigtigere end sprogprøver – og at det er og bliver et samfundsansvar.
