Alt for mange seniorer går rundt med et ubehandlet høretab. Det kan få alvorlige konsekvenser. En tidlig indsats vil derimod gøre, at du undgår at blive isoleret, drænet for energi og ramt af kognitivt forfald.
”Når man har rundet de 55 år, er det en rigtig god idé at få testet sin hørelse hos en ørelæge. Som f.eks. med vores tænder sker der også med alderen en vis slitage på hørelsen. Et godt råd lyder: Vær på forkant med en eventuel hørenedsættelse,” siger hørekonsulent Anne Mette Kristensen, Høreforeningen.
Et aldersbetinget høretab kommer snigende ind ad bagdøren over lang tid. Og ofte er det de pårørende, der gør opmærksom på, at noget er galt. Men der er ifølge Anne Mette Kristensen forskellige signaler, man selv skal lægge mærke til.
”Det kan være de små misforståelser, der måske opstår i en samtale, hvor vedkommende med høretab pludselig er lidt i tvivl om, hvad der egentlig blev sagt. Sagde personen f.eks. hop eller kop.
Et andet tegn kan være fornemmelsen af at blive koblet af i kommunikationen med andre i løbet af en dag. Simpelthen fordi man skal bruge mere energi for at kunne tale med folk.
Og endelig vil nogle få følelsen af ikke at være en del af et fællesskab. Kan man genkende blot ét af de signaler, så bør man reagere.”
Undgå depression
Nedsat hørelse er en folkesygdom. Hver 6. dansker over 18 år har problemer med hørelsen, og Høreforeningen vurderer, at i 2030 vil en million danskere være ramt af en hørenedsættelse.
”Et høretab er for mange en erkendelsesproces, og en undersøgelse fra 2016 viser, at den proces tager tre år. Vi mennesker er tilbøjelige til at finde strategier, så vi kan undgå en erkendelse. Nogle begynder måske at tale mere i større forsamlinger i stedet for at skulle lytte – andre isolerer sig. Men det betyder, at rigtig mange går rundt med en ubehandlet hørenedsættelse.”
Hvilke konsekvenser har det?
”Helt overordnet tærer et ubehandlet høretab på din livskvalitet. Og netop fordi ens energiforbrug bliver brugt så forkert, kan personen med høretab ende med tab af selvrespekt og værdighed og blive ensom.
Han eller hun er også ofte urolig for at sige noget forkert og er ikke med i sociale sammenhænge på lige vilkår med andre. For mange munder det ud i, at de føler sig decideret isoleret.
Et høretab kan desuden gøre folk mere stressede og trætte, hvilket kan få indflydelse på ens blodtryk.
Hjernen har brug for at blive stimuleret, og den bliver stimuleret via vores sanser. Når man har en sans, der ikke fungerer optimalt, bliver hjernen heller ikke optimalt stimuleret. Det kan forøge risikoen for kognitivt forfald og ramme evnerne til bl.a. koncentration, læring, hukommelse, planlægning og problemløsning. Endelig bliver en gruppe ramt af depression.”
Sænker skuldrene
Hvorfor er den erkendelse så svær?
”En hørenedsættelse er et tabu for mange. De fleste forbinder lidelsen med det at blive gammel. Og så må vi erkende, at nogle sansetab har en lidt højere status end andre. Det er stadig sådan, at det ser mere smart ud at gå med briller end at have et høreapparat.
Man må ”eje” sit høretab fremfor at det ”ejer” én. Man må selv tage ansvaret for høretabets følgevirkninger. Man kan nemlig ikke regne med, at andre gør det. Selv et lille høretab er en energisluger. Så vælg tidligt at sætte ind med en indsats.”