Skip to main content
Home » Underliv » Overlæge: ”Vi kan gøre rigtig meget for mænd med inkontinens”
Underliv

Overlæge: ”Vi kan gøre rigtig meget for mænd med inkontinens”

Det er langt fra alle mænd, som ved, hvor langt lægevidenskaben er kommet i forhold til behandling af inkontinens. Medicin og mindre indgreb er nogle af de mest almindelige behandlinger, som kan være med til at gøre livet med inkontinens lettere.

Specialeansvarlig overlæge ved Urologisk afdeling på Herlev-Gentofte Hospital, Jesper Schou, understreger, at det er vigtigt, at mænd bliver oplyst om, at der findes behandlingsmuligheder for inkontinens. Det er nemlig langt fra alle mænd, som lider af inkontinens, der vælger at søge læge.

”Vi kan gøre rigtig meget for mænd med inkontinens. Der findes gode behandlingsmuligheder for begge typer urininkontinens, og vi kan hjælpe langt de fleste. Enten medicinsk eller med minimalt invasive kirurgiske behandlinger, som er behæftet med meget få komplikationer,” siger Jesper Schou.

Et tabu blandt gutterne

Mange mænd har ikke lyst til at tale om deres inkontinens, men spørger man overlæge Jesper Schou, kan det blandt andet forholde sig sådan, fordi det ikke er alle, som ved, at der findes behandlingsmuligheder.

”Hvis man tror, at problemet ikke kan løses, forstår jeg godt, at man ikke vil tale med gutterne om det. Men når man finder ud af, at der faktisk findes en behandling, kan det være med til at gøre, at man i højere grad vil tale med andre om det. Det er vigtigt at aftabuisere inkontinens, for der findes behandlingsmuligheder,” siger Jesper Schou, som oplever, at nogle mænd selv eksperimenterer med at lave løsninger, som holder inkontinensen i skak.

”Der er mange, som oplever efterdryp, hvilket ofte kan afhjælpes ved at bruge en teknik, hvor man trykker bag pungen og tømmer urinrøret helt. Andre vælger at indlægge toiletpapir eller et bind i underbukserne, som kan suge det op. Der er også dem, som lider af trangs-inkontinens, hvor det er mere eller mindre hele blæren, der tømmes. Her investerer nogle mænd i bleer for egne penge, fordi de skammer sig over det og selv vil klare sagerne, men det synes jeg ikke er en god ide, blandt andet fordi det er meget dyrt. Og for de personer kan vi virkelig gøre en stor forskel med behandling,” siger Jesper Schou.

Vi er kommet langt

Ifølge Kontinensforeningen lider mere end 400.000 danskere af inkontinens, hvilket betyder, at sundhedsvæsnet og lægevidenskaben selvfølgelig har stor viden om lidelsen, der kan påvirke både helbredet og livskvaliteten. Det anerkender Kontinensforeningen på deres hjemmeside, hvor de også bringer en vigtig opfordring:

”Langt de fleste kan få hjælp. Det forudsætter imidlertid, at man taler åbent om problemet med sin læge,” skriver de.

De gode behandlingsmuligheder har dog ikke altid eksisteret, og derfor er det heller ikke alle mænd med inkontinens, der har fundet ud af, at der kan gøres mere nu end tidligere.

”Tidligere fandtes der ikke de samme effektive behandlingsmuligheder, som vi har nu. Sommetider endte det med, at vi ikke kunne gøre så meget, og så måtte patienten bruge ble resten af livet. Sådan er det ikke i dag, hvor vi kan hjælpe i et meget større og mere effektivt omfang,” forklarer overlæge Jesper Schou.

Next article