I 40 år har slidgigt i ryggen og fødderne voldt Lotte Heise voldsomme smerter. De forsvinder aldrig, men hun tæmmer dem med stædighed og hård disciplin.
Det første Lotte Heise gør, når hun vågner om morgenen, er at indstille radioen på P2, som spiller klassisk musik. Det får tankerne væk fra de smerter, der har plaget den 60-årige forfatter, foredragsholder og tidligere fotomodel det meste af hendes liv.
Som
20-årig fik hun konstateret slidgigt i ryggen, og siden har det spredt
sig til blandt andet fødderne. Selvom hun er god til at skjule
smerterne, ligger de altid og murrer. Hun beskriver selv smerterne som
en falsk cellotone, der konstant fylder hovedet. Når det er rigtig
slemt, føles det, som om hun træder på glasskår og småsten.
De fleste kender Lotte Heise som et turbosnakkende energibundt, der aldrig rigtig står stille. Det kan være svært at forene det billede med en gigtpatient med kroniske smerter, men Lotte Heise har lært at tage magten over smerterne.
”De skal sgu ikke bestemme over mig. Jeg nægter at lade smerterne diktere, hvordan jeg lever,” siger hun.
Slidgigt kræver disciplin
Ifølge Lotte Heise kræver det først og fremmest disciplin, hvis man vil tæmme smerterne. Det nytter ikke noget at have ondt af sig selv.
Da hun for år tilbage blev opereret for slidgigt i tommelfingrene, fik hun efter operationen en øvelse, hun skulle lave seks gange dagligt.
”Jeg trænede den tommelfinger så meget, at lægen ved den første kontrol udbrød, at han aldrig havde oplevet så store fremskridt på så kort tid. Jeg er overbevist om, at min stædighed gjorde, at mine tommelfingre har det godt i dag,” siger Lotte Heise.
Daglige øvelser mindsker smerterne
Den tidligere model har altid levet et aktivt liv med sund kost og daglig gymnastik, men indtil for få år siden kunne hun stadig have forfærdelige dage, hvor smerterne i ryggen var uudholdelige. Så mødte hun en fysioterapeut, som spurgte, om hun ville være med i et eksperiment.
I de næste fem uger lavede hun en rygøvelse hver anden time. Hver dag. Efter de fem uger trappede hun ned til tre øvelser dagligt. Nu ringer telefonens alarm klokken 13, 17 og 20 hver dag med en påmindelse om, at det er blevet tid til at træne.
”De mange øvelser har gjort min ryg bomstærk, og det har hjulpet enormt meget på smerterne. Jeg har meget sjældent dårlige dage nu, og det tilskriver jeg træningen,” siger Lotte Heise.
Så mange daglige øvelser kan virke afskrækkende for selv de mest raske mennesker, for slet ikke at tale om slidgigtpatienter, men man må bare bide tænderne sammen og komme i gang, mener Lotte Heise.
”Som slidgigtpatient slipper man aldrig helt af med smerterne, men man kan selv være med til at bestemme, hvor ondt man har det.”
Små tricks holder smerterne nede
Når det gælder om at tackle smerterne, handler det ikke udelukkende om stædighed og hård træning. Et liv med slidgigt har efterhånden lært Lotte Heise, hvordan hun med små tricks kan mindske smerterne.
Hun er for nylig flyttet til en lejlighed med gulvvarme, hvilket har mindsket smerterne i fødderne betydeligt, og så er der næsten altid stearinlys tændt i lejligheden i Lyngby.
”Det trigger hjernen til at tro, at der er varmt, hvilket hjælper på smerterne,” fortæller Lotte Heise, der også tænder op i en lille spritpejs til samme formål.
Men når smerterne kommer, og det gør de stadig, så hjælper det at sige ”av”.
”Jeg siger enormt tit AV. Det gør forbandet ondt at have gigt, og så har man altså lov til at sige ’av’. Det må folk bare leve med,” siger Lotte Heise.
Bed om hjælp
Selvom Lotte Heise er kommet langt med sin stædighed, er hun stadig afhængig af, at andre mennesker tager hensyn til hendes sygdom.
Det går ikke, at temperaturen er for lav, når hun kommer på besøg. Eller at hun bliver placeret et sted, hvor hun ikke kan rejse sig og gå rundt.
”Udfordringen ved gigt er, at det er en usynlig sygdom, så man må selv bede om hjælp. Heldigvis er de fleste forstående og gode til at tage hensyn,” siger Lotte Heise, der opfordrer andre slidgigtpatienter til ikke at lade sig begrænse unødigt af sygdommen.
”Det er nemt at miste modet og overgive sig til smerterne, men det er livet for kort til. Man er nødt til at finde en måde, hvorpå man kan leve et godt liv på trods af smerterne.”
