Der findes midler, der på kort sigt giver øget livskvalitet for Cushing Syndrom-patienter. Fokus er dog fortsat også på udvikling af langtidsvirkende medicin.
Skrevet af Jesper Henning Pedersen
”Der er kommet ny behandling, som kortvarigt kan bringe kortisol-produktionen ned med forskellige lægemidler. Der findes dog endnu ikke noget, som er rigtig effektivt til langtidsbehandling, da det stadig er forbundet med mange bivirkninger og ikke virker hos alle patienter,” siger Mikkel Andreassen, som er overlæge ved endokrinologisk klinik på Rigshospitalet. Cushings Syndrom kommer af, at der produceres for meget af hormonet kortisol fra binyrerne. Det kan skyldes enten en lille knude i hypofysen i hjernen, som stimulerer binyrerne til at lave for meget eller en knude i binyrerne, der så producerer for meget kortisol.
Symptomer på Cushings Syndrom kan være svære at identificere
”Sygdommen er svær at diagnosticere, da de diagnostiske tests, vi har nu, ikke er særlig præcise. Det er ikke som med sukkersyge med en klar grænseværdi. I et udtalt stadie kan Cushings Syndrom være nemt at se, men i mild grad kan det være svært,” siger Mikkel Andreassen. Det, man skal kigge efter, er, at kropsfaconen typisk ændrer sig. Der sker en fedtophobning omkring maven, man får en klump på nakken, får tynde arme og ben samt rødblussende ansigt og kvinder kan få tendens til skægvækst og menstruationsforstyrrelser. Sygdommen er forbundet med øget forekomst af sukkersyge, forhøjet blodtryk og knogleskørhed. Så som potentiel patient er det værd at holde øje med symptomerne og spørge sin læge til råds. ”Tit kan man ligne en almindelig overvægtig, men højrøde strækmærker, som gravide kan få, er et ret karakteristik symptom,” konstaterer Mikkel Andreassen.
Hvem får Cushings?
I farezonen for at udvikle Cushings Syndrom-kendetegn er også gigt- og lungepatienter. ”Hvis man bliver overbehandlet med binyrebarkhormon, får man præcist de samme kendetegn. Men alle symptomerne skyldes for meget kortisol i blodet, uanset om det kommer fra binyrerne eller fra de tabletter, som mange gigt- og lungepatienter får,” siger Mikkel Andreassen og fortsætter: ”Der er kommet meget mere fokus på, at så mange bliver eksponeret for binyrebarkhormon, der kan give systemiske effekter ved at blive optaget i blodet. Enkelte kan også få problemerne bare ved at inhalere astmamedicin. Det er noget nyt, vi er blevet opmærksomme på, da der også er binyrebarkhormon i astmamedicin. Hvis man er særlig følsom, kan det også komme fra steroid-creme, som mange med eksem smører sig med,” siger Mikkel Andreassen.
Behandling af Cushings
Behandlingen er enten operation, medicinsk behandling eller nedtrapning af medicin. ”Har man fået for meget binyrebarkhormon, skal man vide, at hvis man stopper, så man skal gå langsomt ned i dosis, for ellers kommer man til at mangle de her hormoner, der er livsvigtige. Og det kan tage måneder, før ens egne binyrer ’vågner op’. Hvis det skyldes knude i binyrerne, så er behandlingen operation. Hvis det skyldes en lille knude i hypofysen, opererer man ved at gå ind gennem næsen. Det kan dog være svært at få helt rettet op på det – da knuderne enten er meget små eller så store, at de er utilgængelige for kirurgi – og så må man supplere med medicinsk behandling,” siger Mikkel Andreassen.