Skip to main content
Home » Misbrug og Afhængighed » Jacob Haugaard om alkoholmisbrug: Intet gør dig så glad – og sølle
Alkoholmisbrug

Jacob Haugaard om alkoholmisbrug: Intet gør dig så glad – og sølle

Jacob Haugaard
Jacob Haugaard
Foto: Jacob Haugaard

Efter mange års heftigt alkoholmisbrug med store personlige omkostninger tog Jacob Haugaard beslutningen om at stoppe med at drikke – det har han ikke fortrudt.

Skuespilleren, komikeren, sangeren med meget mere, Jacob Haugaard, havde i mange år travlt med karrieren, og den blev spædet op med mange genstande undervejs. Det havde omkostninger, både gode og dårlige, fortæller han: ”Der er den her mentale del, du må gennemgå. Der er ikke noget, der gør dig så glad som alkohol. Derfor er det farligt at drikke, for du vænner dig til at være så glad – det er lidt som med narkotika og medicin. Og man kan jo huske det bagefter. Hun var så smuk, og du var så tændt. Tuborg har jo ret, når de siger, at livet bliver lidt grønnere. Desværre er der også ubehagelige konsekvenser, når det bliver et alkoholmisbrug.”

Familien sagde stop

For Jacob Haugaard var det familien, der sagde stop. Børnene, konen og til dels karrieren var alle på vej væk, hvis ikke han tog alvorligt fat. Det gjorde han den 31. maj i 1992, og han har ikke rørt alkohol siden. ”Min kone havde en afgørende rolle. Hun blev hård. Du misbruger jo ikke kun dig selv, men også alle andre. Hvis man er gift med en, skal du give ham et spark i skridtet, men det er lettere sagt end gjort, hvis du elsker ham,” siger Jacob Haugaard, der endte på Minnesotakur, men understreger, at der jo er mange måder at komme ud af det på.

Svært ikke at begynde igen

Inden da, indrømmer Jacob Haugaard, var han blevet en sølle stakkel, hvilket medfører social ensomhed. Han erkender, at vejen frem blandt andet er en erkendelse af, at man må skrue lidt ned for, hvor glad man er for at leve. ”Ingen holder med deres gode vilje, men fordi de er tvunget til det. De mest almindelige effekter af alkohol er blandt andet søvnløshed og angst. Det gælder også andre former for medicin, og når man ikke sover godt, så ligger stress lige til højrebenet. Hvis man fjernede al alkohol, ville man opdage, at mange sikkert ikke fejler noget alvorligt – det samme gælder andre medikamenter med samme afhængigheds skabende virkning,” mener Jacob Haugaard og tilføjer, at en bemærkning i AA ofte er, at det ikke er svært at stoppe, men svært ikke at begynde igen.

Next article