I de tidlige teenageår rammes komiker Martin Høgsted af Colitis Ulcerosa. Han skjuler sin blodige diarré med toiletpapir i underbukserne og har det generelt rigtig skidt. I dag har han forliget sig med sygdommen og opfordrer andre i samme situation til at tale om lortet.
Langt de fleste mennesker vil hellere gå nøgen bodsgang gennem gaderne i Kings Landing end tale med fremmede om egen afføring. Derfor er det ofte forbundet med stor skam, når vi oplever sygdomme, der har med numse og lort at gøre, og man undlader at gå til lægen med ubehageligheder. Det er uheldigt, for dels får de lov til at udvikle sig yderligere – og dels får de mere indflydelse på livskvaliteten, end det er nødvendigt. Komiker Martin Høgsted bryder med det tabu. Han har ikke længere hovedet i busken og taler åbent om sin kroniske tarmsygdom, Colitis Ulcerosa.
Blodig diarré og kraftige smerter
Colitis Ulcerosa er en blødende tyktarmsbetændelse, der sidder i endetarmen og i svære tilfælde i hele tyktarmen. Betændelsen viser sig ved kraftige smerter og daglig diarré med blod, slim og pus. Sygdommen rammer 2-3 ud af 1000 og ses oftest hos personer mellem 15 og 40 år.
”Jeg var vist 13-14 år, da jeg fik konstateret sygdommen. Folk med autoimmune sygdomme som Crohns og Colitis Ulcerosa kan have mange bivirkninger hele tiden. Jeg er en af de ’heldige’, der kun rammes, når min sygdom er i udbrud. Der er det så heller ikke særligt sjovt. Hvis det er et slemt udbrud, kan det betyde 20+ toiletbesøg om dagen med blodig afføring og mange smerter. Det er dog noget tid siden, jeg har været ramt i den kaliber. I dag tager jeg alt i opløbet i samarbejde med min læge. Da jeg var yngre, kunne jeg næsten fornægte, jeg havde sygdommen, og gå med symptomer på udbrud længe. Så længe, at det stod rigtigt slemt til, inden jeg blev behandlet medicinsk,” fortæller Martin Høgsted.
”En ting er selvfølgelig de fysiske gener, men man bliver ekstrem humørsvingende, når et udbrud tager flere måneder, og man har smerter hele tiden. Det ved alle, der har prøvet det. Når det er kronisk, kan der desværre også følge noget bitterhed med. Jeg kunne især, da jeg var yngre, ofte stille mig selv spørgsmålet: ’hvorfor lige mig’.”
Symptomfri i lange perioder
Man kan ikke helbredes for Colitis Ulcerosa, men ofte kan tilstanden behandles medicinsk med gode resultater. I svære tilfælde, hvis den medicinske behandling er resultatløs, må man ty til operation, hvor tyktarmen fjernes. For nogle betyder de operative indgreb også midlertidig eller permanent stomi. ”Jeg tager altid medicin forebyggende. Og hvis jeg føler, et udbryd er på vej, tager jeg ekstra medicin. Evt. stikpiller eller indhældninger (Hvor væske hældes ind i endetarmen .red). Mange kan blive medicinfri på et tidspunkt til trods for, at det er en kronisk sygdom. Det har jeg prøvet, men ikke med meget held. Til gengæld lever jeg med medicinen et nærmest normalt og smertefrit liv i meget lange perioder ad gangen nu.”
”Da jeg var i 20’erne var jeg meget dårlig til at tage vare på min sygdom. Jeg ville ikke lade mig begrænse af den overhovedet. Hvilket er både godt og skidt. Det betød, at jeg i lange perioder var helt nede at ligge og ikke kunne bevæge mig uden for en dør. Jeg var på et tidspunkt millimeter fra at få lagt stomi. Til gengæld var jeg på Roskilde Festival hvert år. Jeg skulle nok have fundet en gylden middelvej…,” siger Martin Høgsted med et grin.
Tarmsygdomme er stadig tabu
”Lort og prutter, uanset om man vil det eller ej, er stadig et tabu i vores samfund. At vi finder det sjovt – er af samme årsag. Jeg har prøvet mange gange at snakke med en arrangør, jeg skulle optræde hos, hvor vedkommende forinden har fortalt mig, at de er meget sofistikerede og knap så meget til under bæltestedet i deres firma. Og det er først i det sekund, man bevæger sig derned, at de for alvor griner.” Mange taler ikke engang med sin familie om den slags. Du behøver jo heller ikke detaljeret fortælle om dit sidste toiletbesøg, men hvis du begynder at bløde, kunne det da være rart, hvis man lige nævnte det over for dine forældre eksempelvis,” siger Martin Høgsted og fortsætter.
”Jeg gik længe uden at sige det til nogen. Jeg gik vel i 8. klasse, da jeg begyndte at bløde. Men jeg proppede bare mere og mere toiletpapir i underbukserne uden at sige det til nogen. Jeg bliver ked af det, når jeg tænker på, hvor frustreret og ked af det, jeg var dengang. Det var frustrerende at se en sygdom galoppere derudaf i et udbryd og ikke kunne gøre noget ved det. Dels fordi man var pinligt berørt, dels fordi man lukkede øjnene for det. ”
Stikpillen – den første gang
Den voksne Martin Høgsted har lært at leve med sin sygdom og ser tingene mere oppefra nu. ”Hvis man ser tingene på afstand, bliver de tit lidt lettere at grine af og mindre seriøse. Grin hellere af første gang, du tager en stikpille op i numsen. For på grund af ringmusklen suger numsehullet pillen op som en støvsuger.
Glæd dig over, at du lærte noget nyt i stedet for at ulme over, hvor synd det er for dig, at du skal gøre det. I dag omfavner jeg i højere grad sygdommen. Jeg lever den ikke, som jeg synes, nogle gør. Altså enkelte har en tendens til nærmest at sige, de er sygdomsramt som det første, hvis nogle spørger, hvad de laver. De nævner det inden deres arbejde, interesser, familie etc. Jeg ved godt, at det er svært andet, hvis man er helt nede, men i perioder, hvor sygdommen ikke overskygger alt, er det vigtigt at give slip på den. Jeg accepterer, at den er der. Jeg tager den alvorligt, når den banker på, men jeg bliver ikke ét med den. Den bliver ikke mit liv.”
Når man laver sjov med lort
Martin Høgsted laver sjov med lortet både i egen standup og som ambassadør for Colitis-Crohn Foreningen. ”Folk med sygdommen synes, det er befriende at høre mig snakke om lortet. Jeg har én gang hørt om en meget sart person blandt publikum, der var ved at besvime. Men det var vist, fordi vedkommende havde det anstrengt med blod. Jeg synes nu heller ikke, jeg er decideret klam, når jeg taler om det. Jeg udstiller mest de akavede øjeblikke. Når man skal have en kikkert op i numsen og sådan. Håndtrykket inden – eller de medicinstuderende, der spørger, om de må være i rummet under undersøgelsen. Og så taler jeg i øvrigt også om mange andre ting… Jeg blev for nogle år siden ambassadør for CCF, og det var faktisk ikke en let beslutning. Netop fordi jeg var bange for, at jeg meldte mig ind i ’sygdoms-klubben’. Jeg ville som tidligere nævnt ikke blive sygdommen. Jeg sagde alligevel ja, fordi jeg håbede at kunne tale med unge, der står i samme situation, som jeg selv gjorde dengang – og måske få dem til at undgå toiletpapir-i-underbukserne-fejlen. De skal i stedet tale om det, så de kan se, at deres liv ikke er slut, fordi de har fået sig en kronisk sygdom smidt i ansigtet. Og de henvender sig engang i mellem. Jeg har fået lov til at tale til dem ved flere lejligheder, og det er jeg glad for! Det tror jeg også, de er.”
Gå til lægen
Martin Høgsted har et endeligt budskab til personer som går og gemmer sig med lignende symptomer: ”Gå til lægen. Det er ikke så akavet at tale om. Når man først er i gang, er det ikke så slemt. Og igen, se det hele lidt oppefra. Lad være med at trække dig ind i sneglehuset og få ondt af dig selv…
