Lungekræft er omgivet af mange fordomme, fordi sygdommen forbindes med livsstil. Skuespiller Julie Christiansen vil som ambassadør for Patientforeningen Lungekræft ændre den opfattelse: “10 pct. af de ramte har aldrig røget. Heller ikke min mor, som døde af lungekræft. Vær opmærksom på symptomerne.”
“Der går mindre end et halvt år fra min mor får konstateret lungekræft, og til hun dør. Så hurtigt går det.”
Skuespiller Julie Christiansen er stadig i sorg og rystet over, at hendes mor ikke er mere. Julie mistede sin mor kort før jul i 2017. Indtil få dage før hun gik bort, havde både hendes mor og familien håbet og troet, at lungekræften ville give moderen flere år at leve i.
“Min mor var et meget positivt menneske. Spiste sundt, motionerede og var meget aktiv. I februar sidste år klagede hun over ondt i ryggen og skulderen, men vi slog det hen. Det var nok bare en forstrakt muskel. Men da jeg nogle måneder efter ville give hende en krammer, og det gør forbandet ondt på hende, siger jeg, at nu skal du gå til lægen.”
“Lægen er heldigvis meget grundig, og selvom hun mener, at det nok bare skyldes et trykket ribben, sender hun min mor til røntgen. Det viser sig ulykkeligvis, at smerten i ribbenet skyldes metastaser fra en kræftknude i lungerne.”
“Min sunde mor, som har røget to cigaretter i hele sit liv. Det kommer som et chok, at lungekræft kan ramme hende som ikke-ryger. Jeg vidste absolut intet om lungekræft. Og det er den kræftform, der slår flest ihjel om året, og at 10 pct. af patienterne er ikke-rygere. Det anede jeg ikke.”
Mange fordomme om lungekræft
Julie Christiansen oplever ofte, at der er mange fordomme forbundet ved lungekræft: “Der hænger en masse fordomme ved lungekræft, fordi man tænker, at den er selvforskyldt. Sunde mennesker får ikke lungekræft. Folk forbinder sygdommen med livsstil. Jeg begynder desperat at søge viden om alternative behandlingsformer, naturmedicin, vitaminer og mineraler, kost.”
Selvom Julie Christiansens mor behandles med immunterapi, kan sygdommen ikke holdes i skak. Kræften spreder sig. I slutningen af juni fortæller lægerne, at moderen har lungekræft i stadie fire. Der er ikke meget, de kan gøre for hende.
“Jeg bliver naturligvis meget, meget bange. Rædselslagen ringer jeg til Kræftens Bekæmpelse og beder dem om at give mig håb. De er ualmindelige søde, og det resulterer i, at jeg går til psykolog og får nogle redskaber til at håndtere situationen bedre,” siger Julie.
Den triste besked kommer en måned før, den 31-årige skuespiller skal i gang med optagelserne til filmen Lykke-Per.
“Dejligt for dig. Nyd det, siger min mor.”
“Det er meget ambivalent for mig. Jeg filmer både i Østrig, på Fyn og i Nordsjælland og kan ikke være hos min mor om fem minutter, hvis der er behov for det. Det er svært. Men det er også en form for afledning, og jeg mener ikke, det går ud over min præstation. Jeg er meget til stede, hvor jeg er. Og når jeg ikke er på, er jeg hos min mor,” fortæller hun.
“Heldigvis har min mor sin mand og mine to storesøstre omkring sig. Og min far, som også har været en kæmpe støtte for mig.”
Lungekræft: Snu og uhyggelig
Den unge skuespiller fortæller, at hun bevarede håbet til det sidste. Dagen før hendes mor dør i begyndelsen af december, spørger lægen, hvordan moderen har det. Svaret lyder: “Jeg synes, det går bedre.”
“Lungekræft er en snu og uhyggelig sygdom. Jeg har stadig svært ved at forstå, hvordan den kunne invadere min mor så voldsomt hurtigt og føre til hendes død på mindre end seks måneder, fra hun får diagnosen. Hendes symptomer var klassiske, men vi kendte intet til lungekræft og troede ikke, det var noget, vi skulle bekymre os om. Hun røg jo ikke.”
Julie Christiansen husker sin mors sidste dag, som både den værste dag i sit liv og som en smuk dag.
“Det hele skete, som hun ønskede det. Med sine tre døtre ved sin side. Det var en kærlig, smuk og værdig afsked. Samtidig var det også helt forkert. Alt for tidligt.”
Julie Christiansen er chokeret over den uvidenhed, den store stigmatisering og det manglende fokus på sygdommen. Derfor har hun valgt at blive ambassadør for Patientforeningen Lungekræft.
“Jeg vil være med til at gøre opmærksom på, at man skal sætte sig ind i symptomerne, uanset om man er ryger eller ej. Og man skal reagere hurtigt. Symptomerne er ofte så diffuse, at vi er tilbøjelig til at ignorere dem i for lang tid.”
