Anne Brandt
Direktør, Lungeforeningen
Tredje onsdag i november står Lungeforeningen bag den årlige Internationale Lungedag i Danmark. Her kan borgere i hele landet få tjekket deres lunger for lungesygdom.
Op mod halvdelen af de danskere, der har oplevet længerevarende symptomer på lungesygdommen KOL, har ignoreret dem. Har du selv, eller kender du nogen, der har vedvarende hoste og åndenød, kan du hjælpe dig selv – eller dem – ved at få tjekket lungerne med en lungefunktionsmåling på Lungedagen.
4 ud af 10 danskere har symptomer fra lungerne
En undersøgelse foretaget af Userneeds for Sundhedsstyrelsen i 2016 viste, at 4 ud af 10 danskere på et tidspunkt har haft længerevarende symptomer fra lungerne, som kunne skyldes KOL eller astma. Men kun cirka halvdelen valgte at søge læge.
Det er bekymrende, fordi de seneste tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at ca. 320.000 danskere har KOL, og 325.000 har astma, men omkring halvdelen ved det ikke.
Vær opmærksom på disse symptomer på lungesygdom
Hoste, slim fra lungerne og åndenød i mere end to måneder, kan nemlig være symptomer på f.eks. KOL eller astma, som er de to mest hyppige, kroniske lungesygdomme.
KOL er den tredjehyppigste dødsårsag i Danmark og er årligt medvirkende til op mod 5.500 dødsfald. Men sygdommen kan bremses, hvis den opdages i tide. Derfor er formålet med Lungedagen også, at flere med symptomer fra lungerne får et lungetjek.
Hvis man over en længere periode har hostet eller er blevet lidt mere forpustet op ad trappen, end man plejer, må man ikke slå det hen som dårlig form eller alder. At reagere på den slags symptomer kan betyde forskellen på, om du, eller nogen i din omgangskreds, får en aktiv alderdom med høj livskvalitet. Eller ender med at få åndenøden som en ubarmhjertig modspiller resten af livet.
Lungesygdom: Hvordan stiller man diagnosen?
En lungefunktionsmåling giver en indikation på, om man er syg, og kan hurtigt afsløre, om der er behov for yderlige undersøgelser hos lægen. Lungefunktionsmålingen foregår ved, at man puster i et apparat, der måler hvor meget og hvor hurtigt, man kan puste luft ud af lungerne. Målingen gør ikke ondt, og man får svar med det samme.
Det er derfor helt unødvendigt, at så mange går rundt uden at vide, hvad der er galt. Hvis det viser sig, at man har en kronisk lungesygdom, så er der desuden gode behandlingsmuligheder med f.eks. rygestop, træning og medicin.
Der er hjælp på vej med lungesatsningen
Hvordan kan det stå så skidt til på lungeområdet? Desværre har lungesygdomme og lungepatienter længe været et underprioriteret område også politisk. Men det er ved at ændre sig nu. Regeringens lungesatsning ser nu ud til at kunne sikre, at kronisk lungesyge borgere bliver fundet tidligere. En bedre sammenhæng mellem hospitalernes og kommunernes tilbud om forebyggelse, behandling og rehabilitering er også på vej.
De praktiserende læger vil nemlig i fremtiden bidrage med en ekstra indsats for kronisk lungesyge mennesker. Det betyder, at forværringer af lungesygdomme i højere grad vil kunne forebygges, og de særligt sårbare lungepatienter vil blive fundet og få hjælp. Det er selvfølgelig stadig vigtigt, at de alvorligt lungesyge mennesker, der har behov for det, fortsat bliver set af en specialist i lungesygdomme.
Når lungesatsningen er fuldført vil lungesyge mennesker altså både blive tilbudt et veltilrettelagt behandlingsforløb samt hurtig udredning og behandling. Det er en meget vigtig milepæl!
Lungesygdom: Hvad kan du helt konkret gøre?
Mit råd til dig er at få en lungefunktionsmåling i nærheden af, hvor du bor på Lungedagen. Lungeforeningen tilbyder gratis lungetjek til alle i samarbejde med kommuner, hospitaler, apoteker og hundredevis af frivillige.