Skip to main content
Home » Kvinders helse » Kvinder er blevet bedre til at tale om deres underlivsproblemer
Inkontinens

Kvinder er blevet bedre til at tale om deres underlivsproblemer

kvinde holder appelsin i hånden, der symboliserer kvindens underliv
kvinde holder appelsin i hånden, der symboliserer kvindens underliv
Foto: Unsplash
avatar

Christine Felding

Gynækolog

Selvom kvinders forhold til deres underliv er meget bedre, end det var for 25 år siden, er nogle ting stadig tabu.

Problemer med underlivet kan have store konsekvenser for livskvaliteten og seksuallivet. Måske kan det ligefrem gå ud over parforholdet. Alligevel tøver nogle kvinder med at gå til lægen, fordi de har svært ved at tale om det, der plager dem.

Der er færre tabuer i dag

I dag er de fleste kvinder heldigvis blevet gode til at opsøge deres læge, hvis de døjer med en lidelse. Dog er det stadig et ømtåleligt emne for mange.

“Kvinder i dag er meget bedre til at passe på sig selv og deres underliv, end de var for 25 år siden. De fleste kontakter deres læge, hvis de oplever gener,” fortæller gynækolog Christine Felding. Hun mener ikke, at der er særligt mange tabuer tilbage i dag. Heldigvis.

De mest almindelige underlivssygdomme er nemme at behandle og sjældent farlige, selvom de kan være meget generende. De unge kvinder kommer oftest med blødningsforstyrrelser, svamp og smerter. Blandt de modne kvinder handler henvendelserne til lægerne mest om tørre slimhinder og udfordringer med at holde på vandet.

Tabuer varierer efter alder

Der er forskelle på, hvad yngre og modne kvinder har svært ved at tale med lægen og partneren om, fortæller Christine Felding.

“Hos de yngre kvinder er det mest store kønslæber, der er synlige og “hænger udenfor”, der er tabu,” siger Christine Felding.

Hos modne kvinder er det primært inkontinens, der er svært at tale om. Mange går med det uden at fortælle om det. På den måde går der lang tid, før de opdager, hvad de kan gøre ved det.

Internettet nedbryder tabuer

Mange opsøger dog informationer på internettet. Det mener Christine Felding både er med til at nedbryde tabu om underliv, ligesom kvinderne finder ud af, at deres lidelse er helt almindelig, og der er en nem måde at behandle det.

“Internettet har haft en indflydelse på både tabu og uvidenheden omkring kvindens underliv. Jo mere, du ved om et emne, og hvordan du kan ændre på forholdene, jo bedre går det jo med både tabuer og uvidenhed,” siger Christine Felding, selvom eksempelvis fordomme om kønslæber også er et resultat af de unges medieforbrug.

Tid og tillid til lægen er afgørende

Når kvinden er taget til lægen for at gøre noget ved sine problemer, kan det dog ske, at hun trækker følehornene til sig igen, hvis hun ikke føler, hun bliver hørt.

“Der kan opstå problemer, hvis lægen ikke er lydhør eller har for travlt til at lytte til, hvad kvinden fortæller. Hvis der kun er afsat 5 minutter til konsultationen, kan det være svært at bringe emner om underlivet op. Det tager ikke kun 5 minutter at tale om,” siger Christine Felding.

Next article