Hver dag er der i gennemsnit 3 danske mænd, der dør af prostatakræft. Samtidig er der i gennemsnit 12 mænd om dagen herhjemme, der får diagnosen og skal lære at leve med prostatakræft som deres nye virkelighed. Det mest triste ved denne situation er, at den ikke ser ud til at ændre sig meget til det bedre, på trods af de behandlinger, der foretages i dag.
PROPA kæmper for, at der i Danmark skal være de bedst mulige midler til at sikre mænd tidlig opdagelse og indgreb mod sygdommen. Jo før den opdages og jo før der sættes ind med behandling, jo større er chancerne for helbredelse. Men bivirkningerne af indgrebet slipper man ikke for. Ligesom angsten for tilbagevenden af kræften deles med alle andre helbredte kræftpatienter.
For de patienter, hvor kræften har bredt sig udenfor prostatakirtlen, er der i dag også gode muligheder for behandling, selv om fjernelse af kræften endnu ikke er mulig. Men hvad nytter det, hvis vi ikke finder dem, der har brug for behandling, fordi ingen tør tale om symptomer, behandling og bivirkninger. Vi skal blive meget bedre til at opspore patienterne og vi har sat os et mål i PROPA.
Lige så gode vilkår
Vi vil arbejde for, at prostatakræft fremover skal behandles på lige fod med brystkræft. Sandheden er jo, at det er lykkedes at gøre brystkræft til en af de mest kendte og støttede kræftformer. Men det har også betydet, at der både tilbydes kvinder med brystkræft tidligere undersøgelser, hurtigere behandlinger og bedre opfølgende støtte, end der gør for mænd med prostatakræft. Samtidig betyder det, at der forskes langt mere intenst i brystkræft end i prostatakræft.
Den situation skal ændres så vi mænd med prostatakræft får lige så gode vilkår, både hvad angår tilbud om undersøgelse, rettidig behandling og efterfølgende støtte. Mænd er stadig alt for dårlige til at tale om prostatakræft, og det gør sygdomsforløbet ekstra svært. Såvel under hele behandlingsforløbet og – måske især – efterfølgende, når man skal leve med bivirkningerne.
Det vi IKKE taler om
Derfor har PROPA igennem de sidste år kørt en kampagne, der hedder ”Det vi IKKE taler om”. For at skabe åbenhed omkring sygdommen og støtte til alle de cirka 40.000 danske mænd, der hver dag vågner med kræften i deres krop og usikkerheden omkring fremtiden i deres sind.
Knæk Cancer indsamlingen i efteråret 2021 sluttede med et flot rekordstort resultat til kampen mod kræft herhjemme. Vi glæder os til, at en del af disse penge kan blive afsat til forskning i prostatakræft, så vi i PROPA sammen med Kræftens Bekæmpelse og de danske sygehuse kan få bedre vilkår i kampen mod prostatakræft og få bragt antallet af uopdagede tilfælde ned og antallet velbehandlede og raske mænd op.
Tonny Clausen
Landsformand i Prostatakræftforeningen PROPA
Tekst: Tonny Clausen, Landsformand i Prostatakræftforeningen PROPA