Ikke bare en – men hele to gange – har den professionelle håndboldspiller Daniel Svensson fået konstateret kræft. Dermed blev kampene på håndboldbanen afløst af kampen mod canceren. For som han selv siger: Hvad var alternativet?
Hvert år får 45.000 danskere en kræftdiagnose. En chokmelding, der nok vil kunne sende de fleste til tælling. Således også for Daniel Svensson, der i 2013 fik konstateret kræft. Forinden havde han opdaget en knude på halsen og oplevede at han pludselig ikke kunne løbe bare en enkelt banelængde i håndboldhallen uden at blive forpustet.
Daniel er på dette tidspunkt blot 30 år og på toppen af sin håndboldkarriere. Han har succes i den tyske bundesliga, har stribevis af tilbud fra topklubber og er netop blevet udtaget til landsholdets bruttotrup af Ulrik Wilbæk. Efter et utal af undersøgelser falder dommen: Daniel har Hodgkins, en form for lymfekræft.
Hvorfor mig?
Og der står han så. Den store, stærke og knap to meter høje håndboldspiller med en diagnose, der rammer som et slag i maven.
– Jeg syntes det var synd for mig. Jeg var jo på toppen af min karriere, så hvorfor lige mig? spørger Daniel og fortsætter:
– Men jeg husker det også som en vis lettelse over endelig at have fået en diagnose samtidig med at jeg blev utroligt bange for, hvad der nu skulle ske.
I den første tid kunne Daniel end ikke sige ordet ”kræft” og frabad sig også alle andre at sige det. I stedet brugte han udelukkende betegnelsen Hodgkins.
– Jeg distancerede mig nok lidt fra realiteterne, og ved at sige ”Hodgkins” i stedet for ”kræft” blev det nok mindre farligt. Jeg så jo ikke mig selv om en der kunne få kræft, og det gav uden tvivl et hak i min identitet. Hvem var jeg nu, hvor jeg ikke kunne være professionel håndboldspiller? Hvad var jeg egentlig værd som menneske?
Reddet af Batman-juice
Forude ventede tre måneders intens kemobehandling, men særligt en episode var ifølge Daniel med til at hjælpe ham igennem.
– På vej til min første behandling kom jeg forbi en lille dreng, der gik på hospitalsgangen med sin far i den ene hånd og et kemostativ i den anden. Da jeg kiggede op på posen, så jeg, at der sad et stort Batman-logo på den og den lille dreng fortalte at han fik ”Batman-juice”, som kunne gøre ham rask igen. Han havde ikke et hår på hovedet, men et stort smil på læben, fortæller Daniel.
Det fik Daniel til at se tingene i et nyt perspektiv. For hvordan kunne han tillade sig at have så ondt af sig selv, når en lille dreng var i stand til at smile?
– Jeg havde jo allerede levet et dejligt liv og opnået alt det jeg ville! Jeg havde udlevet min drøm om at spille håndbold på højt niveau og fået nogle fantastisk muligheder, siger Daniel og besluttede sig for at følge drengens eksempel.
Karrieren på nulpunktet
Ifølge Daniel Svensson er der tre ting han har med fra sine sygdomsforløb. Den ene er drengen med Batman-juicen, den anden kom fra håndboldverden.
– Inden jeg blev syg havde jeg flere tilbud fra diverse klubber, men da nyheden om min kræft spredte sig, havde jeg nul. Men så kom der et opkald fra Skjern Håndbold, der som de eneste ikke havde trukket sig. Så selv om jeg måske selv havde mistet troen på mig selv som håndboldspiller, så havde de ikke.
Skjern tilbød ham en kontrakt og mulighed for genoptræning, og det gav i den grad Daniel noget at se frem til og ikke mindst kæmpe for.
Kræft for anden gang
I juli 2013 blev Daniel erklæret kræftfri og i efteråret spillede han sin første kamp for Skjern Håndbold. Han havde vundet kampen mod kræften – og vundet sin plads tilbage på håndboldbanen. Men blot to år senere blev han atter ramt at lymfekræft. Denne gang Non-Hodgkins. En mere aggressiv kræftform, der også krævede en hårdere behandling. Blandt andet kemo, højdosis kemo med stamcellebehandling og stråling.
– Egentlig havde jeg det vildt godt og havde fuld fart på min karriere, så jeg havde slet ikke tænkt på, at der skulle være noget galt. Men en blodprøve i forbindelse med kontrol af min første lymfekræft viste, at der var noget galt, husker Daniel.
Hvordan spiser man en elefant?
Reaktionen er mistro. For hvordan skulle det overhovedet kunne ske igen? Og hvordan kan man overhovedet komme igennem sådan et forløb en gang til? Daniel svarer prompte:
– Jeg ved jo, at det kan lykkes. Jeg har klaret det før, så hvorfor skulle jeg ikke kunne gøre det igen?
Forude ventede 20 dages intensiv behandling, og her fik han gavn af sin værktøjer. Ikke mindst det tredje, som kom fra en lidt uventet kant:
– Jeg blev ringet op at min tidligere manager i Spanien, der havde hørt jeg var syg. Han havde selv haft kræft og fortalte mig, at der forude ventede et langt, hårdt forløb – men at der jo kun var tale om dage: Der er kun dage fra nu og til du er færdig, fortæller Daniel og spørger grinende:
– Hvordan spiser man en elefant? I tynde skiver!
Og netop sådan greb Daniel det an – en dag ad gangen. Og i september 2016 blev han igen erklæret kræftfri. Selv om angsten for at sygdommen vender tilbage ligger i baghovedet, forsøger han alligevel at leve livet. Blandt andet som direktør i Ajax København og fast sportskommentator på TV2. Og så er han også ambassadør for Stafet for Livet og Make A Wish.
– Jeg blev selv mødt at en enorm støtte fra andre, og det vil jeg gerne give bare lidt tilbage af, slutter Daniel.
Tekst: Rikke Kokholm
