Pårørende til kræftramte befinder sig i en uvant situation, og det kan tære hårdt på krop og sjæl. Psykolog Camilla Schrøder giver råd til, hvordan man tackler det at være pårørende.
Når en, man kender, får konstateret kræft, får man pludselig mærkatet pårørende. Man er ikke længere udelukkende ægtefælle, kæreste, forælder, barn eller ven, men også pårørende til en kræftsyg.
Det kan være en livsomvæltende situation at havne i, og selvom det selvfølgelig går hårdest ud over den kræftramte, så er de pårørende også hårdt ramt. Mange oplever det som et enormt psykisk pres at være pårørende til en kræftpatient, men reaktionerne kan være meget forskellige.
Psykolog Camilla Schrøder er specialist i sundhedspsykologi, og hun inddeler reaktionsmønstrene i forskellige kategorier: tankemæssige, følelsesmæssige og kropslige/adfærdsmæssige reaktioner.
”I tankekategorien er det meget almindeligt, at pårørende til kræftsyge oplever problemer med koncentration og hukommelse og med at overskue tingene,” siger Camilla Schrøder og fortsætter:
”Blandt de følelsesmæssige reaktioner er det ofte frygt, humørsvingninger, måske vrede og afmagt og ulyst. Og endelig kan man reagere kropsligt og adfærdsmæssigt med blandt andet træthed, søvnforstyrrelser og trang til at trække sig fra andre.
Man skal lære at være pårørende
Reaktionerne opstår, fordi de pårørende kastes ud i en situation præget af uvished, krav, opgaver og forventninger – både fra andre, den sygdomsramte og fra de pårørende selv. De vil gerne gøre deres bedste for at hjælpe den kræftsyge.
Det er imidlertid umuligt helt at forberede sig på en sådan situation, og derfor føler mange pårørende sig på bar bund. De mangler redskaber til at hjælpe deres sygdomsramte pårørende.
Her er det ifølge Camilla Schrøder vigtigt, at man betragter det at være pårørende som en læringsopgave, der tager tid.
”Pårørende føler tit, at de skal kunne alt på forhånd, men det er umuligt, og rollen og opgaverne ændrer sig over tid. Man vil støde på mange forskellige udfordringer, og det kræver tid, læring og tålmodighed. Man skal lære at være pårørende, og man må tage et skridt ad gangen og have tillid til, at man vokser med opgaven,” siger psykologen.
Pårørende og den syge har et fælles ansvar
Sygdom kan være svært at tale om, og de fleste pårørende har nok prøvet at være i tvivl om, hvordan man bedst hjælper og taler om sygdommen. Man hører ofte, at man bare skal spørge løs, men hvordan sikrer man sig, at man agerer hensigtsmæssigt?
”Både den pårørende og den syge har et ansvar for at kommunikere om, hvad de har brug for. Og det gælder både den syges og den pårørendes behov – både når det er svært, og når det går godt,” siger Camilla Schrøder.
Hun opfordrer også pårørende til at huske at pleje sig selv og de behov, man har. Og begge parter skal gøre sig umage med at sørge for at holde fast i relationen som mere end blot den syge og den pårørende.
”De dage, hvor den sygdomsramte har det godt, skal de pårørende lade dem påtage sig opgaver. De skal ikke gøres sygere, end de er. På samme måde skal den sygdomsramte også give plads til, at de pårørende gør noget for sig selv. At de søger at blive tanket op – måske også andetsteds end hjemme,” siger Camilla Schrøder.
”Det er okay at savne sit gamle liv”
Hvis man har svært ved rollen som pårørende og føler sig rådvild, kan det være en mulighed at søge hjælp hos en psykolog eller gennem patientforeningerne. Mange søger og får også uvurderlig hjælp i deres eget netværk, og det er en rigtig god idé.
”Mange finder støtte i at have nogen at tale med, løbe en tur med, eller nogen, som kan hjælpe med det praktiske. Og så skal man som pårørende huske, at det er okay at savne sit gamle liv og ønske, at det hele var anderledes. Det betyder ikke, at man ikke vil være i situationen, men blot at man helt naturligt ville ønske, at den var anderledes og mindre bekymrende for alle involverede,” siger Camilla Schrøder.
