Lars Henrik Jensen
Overlæge, Onkologisk afdeling, Vejle
Ordet ”kræftramt” er godt at tage udgangspunkt i, hvis vi skal tale om kræft i Danmark. Man kan godt være rask, og man kan være kollega eller familiemedlem og alligevel være kræftramt. Det er derfor, at en ordentlig kræftbehandling er så vigtig – vi er alle afhængige af, at hele sundhedssystemet fungerer, for det kommer også til at vedrøre os selv og vores nærmeste.
Skrevet af Lars Henrik Jensen, Overlæge, Onkologisk afdeling, Vejle & Formand for Dansk Selskab for Klinisk Onkologi
I 2017 var der over 40.000 nye kræfttilfælde og næsten 325.000 danskere lever med kræft.
Traditionelt har fokus været på at øge overlevelsen, og det har selvfølgelig førsteprioritet. Med øget overlevelse kommer der naturligt fokus på inddragelse af patient og pårørende, på senfølger, på egenomsorg og på gode sammenhængende forløb.
Øget overlevelse efter kræftsygdom
Lad os først se på overlevelsen efter en kræftsygdom. Det går bedre! Efter at have slæbt efter vores nabolande, så har Danmark i de seneste år taget større skridt fremad, og overlevelsen nærmer sig sammenlignelige lande.
En stribe politiske kræftpakker og øremærkede penge har grundlæggende ændret holdningen i sundhedsvæsnet til kræftbehandling. Det er bare ikke længere OK at lade folk vente, og samarbejdet specialisterne imellem er blevet strømlinet. Folk er generelt blevet bedre til at søge læge ved symptomer, og de praktiserende læger er hurtige til at spotte de mulige kræftpatienter blandt alle de andre.
Kræftpakkerne minimerer ventetid, kirurgien er blevet specialiseret og langt mere skånsom. Heldigvis er der også kommet nye behandlingsmuligheder. Inden for mit område, onkologien, er kapaciteten til strålebehandling sikret, og de medicinske muligheder er blevet kraftigt øgede.
Personlig behandling
I optimerede forløb og standardiserede behandlinger kan hensyn til den enkelte patient komme i anden række – og det dur ikke. Systemet er til for den enkelte borger – ikke omvendt. Heldigvis viser det sig, at en behandling, som tager udgangspunkt i patientens verden, ønsker og behov, ja den behandling er ikke bare mere effektiv, men også billigere. Det stiller faktisk større krav til personalet. Det er i dag ikke længere nok at kunne følge en retningslinie, men man skal som fagperson kunne bringe al sin viden i spil og formidle den på en meningsfuld måde.
Senfølger skal i fokus
Når flere overlever kræft, ja så bliver livskvaliteten bagefter vigtig. Kirurgi, strålebehandling og kemoterapi kan have alvorlige følger. Sundhedsvæsnet bør i højere grad interessere sig for disse senfølger. Først og fremmest for at hjælpe den enkelte patient, men også for at blive klogere på at gøre behandlingerne mere skånsomme i fremtiden.
Pårørendes og patienters rolle
Hvad kan patienter og pårørende så selv gøre? Der er ikke nogle lette løsninger, og som mere perifert involveret i et kræftforløb bør man holde sig fra at tro, at en google-søgning og letkøbte råd kan gavne. Det handler om det at være mennesker sammen, stå til rådighed, og for patienten kan betydningen af fysisk aktivitet og tilstrækkelig næring ikke undervurderes.
Jeg rammes dagligt af forundring over, hvor stærke mennesker kan være selv i en situation som kræftramt. Stærke forstået på den måde, at livet kan blive godt selv som kræftramt. Det er et fælles ansvar, at sundhedsvæsnet hele tiden udfordres til at løse problemerne, hvor de er og fortsat udvikle behandlingerne.
Som kræftramt har man et ansvar for at tro på et ordenligt liv, også selvom det for en tid eller mere varigt trues.
