Et barskt kræftforløb i 2009 har gjort nu 42-årige Kira Skov ekstra taknemmelig for livet. Hun har opdaget, hvordan hun rummer en særlig sårbarhed og bruger den som en styrke. Under sin sygdom fokuserede hun skarpt på også selv at gøre en mental indsats for at blive rask. Alt andet blev skrællet væk.
”Jeg gik i chok. Alt flimrede. Utrolig mange billeder myldrede frem på nethinden. Inden for en uge ændrede mit liv sig totalt. Fra at tro jeg skulle være mor i løbet af et halvt år, blev jeg efter en kort telefonopringning fra Herlev Hospital forvandlet til kræftpatient i kemobehandling.” En hel rutinemæssig skanning i 2009, tre måneder inde i sangeren/sangskriveren Kira Skovs graviditet, viser, at hun ikke udvikler et foster. Der er tale om en såkaldt komplet molagraviditet, som kun består af moderkagen. Kira Skov får foretaget en udskrabning, og her finder lægerne en lille knude, som hurtigt bliver fjernet og sendt til mikroskopi. I uhyre sjældne tilfælde kan molagraviditet resultere i en aggressiv kræftform i underlivet ved navn coriocarcinom. Én ud af 50.000 bliver ramt. Kira Skov er den ene.
Kemoterapi mod ondartet knude
”Da lægen ringede og fortalte, at det var en ondartet knude, befandt jeg og mit band os i Kastrup Lufthavn på vej til at spille i Slovenien. Turen blev aflyst på stedet, og jeg skulle allerede dagen efter begynde kemobehandling. Jeg blev selvfølgelig i første omgang enormt forskrækket og senere virkelig bange. Både min mands mor og hans bedste ven var på det tidspunkt midt i et kræftforløb, så jeg vidste, hvor voldsomt det er at få kemo. Den nat sov jeg ikke.” Da Kira Skov næste dag møder på Herlev Hospital, skal hun udover at have sin første kemobehandling gennem et hav af undersøgelser. Hun bliver endnu en gang skannet og der tages røntgenbilleder. ”Lægerne handlede hurtigt.
En kvindelig overlæge med speciale i coriocarcinom tog sig af mig under hele mit sygdomsforløb. Jeg gik ikke fra læge til læge, men følte, at jeg fik en særlig opmærksomhed. Hun var så tilpas autoritær, at jeg godt turde overgive mig til hendes ekspertise. Men samtidig med at jeg skulle give slip, var jeg meget bevidst om også selv at gøre en mental indsats. Mit fokus lå i den periode udelukkende på at blive rask. Alt andet blev skrællet væk.” Kira Skov søger bl.a. alternativ behandling.
Artiklen fortsætter under billedet
Hun får akupunktur hos en kinesisk læge og begynder at dyrke yoga. I et år undlader hun at drikke alkohol og er ekstra bevidst omkring at spise sundt. Hun skal igennem ti kemobehandlinger og klarer dem rimelig godt. ”Mens jeg var i behandling, var det fantastisk livsbekræftende at opleve, hvordan rigtig mange mennesker stillede op og hjalp mig. Der var hele tiden nogle blandt familie og venner, der tog hånd om både mig og min mand. Og jeg følte stor taknemmelighed over for den varme og omsorg, jeg fik fra læger og sygeplejersker. Jeg følte mig tryg i deres hænder.”
Eksistentiel krise efter kræftforløbet
Efter den intensive kemobehandling skal Kira Skov i et halvt år komme til kontrol tre gange om ugen på Herlev Hospital, hvor der bl.a. bliver taget blodprøver. Sammenlagt er hun under observation i to år. I 2011 bliver hun erklæret rask. ”Da jeg blev rask igen, røg jeg ind i en slags eksistentiel krise. Jeg følte, at jeg var blevet en anden, og det kom til udtryk i mit arbejde. Man kunne høre et skifte i min musik. Jeg var på vej et nyt sted hen. Når man har været alvorlig syg og bliver konfronteret med sin egen dødelighed, er der ting, man ikke længere tager for givet. Man ved, hvad der er vigtigt, og hvad der blot er bagateller.
Jeg blev ekstra taknemmelig. Det er en følelse, jeg har taget med mig og lært noget af. Jeg opdagede også, at jeg rummer en anden sårbarhed. En sårbarhed, som også kan være en styrke og give adgang til andre rum inden i én selv. Jeg har omfavnet den transformation, der er sket med mig og set den som en positiv ting – en ekstra dimension. Det gør jeg stadig.
Under sin sygdom er Kira Skov bange for, om hun kan blive gravid igen. Det kan hun heldigvis. I dag er hendes søn Morgan Munch-Hansen fem år. ”Jeg tænker ikke længere på min kræftsygdom, men da min mand (bassist og komponist Nicolai Munch-Hansen, red.) døde i februar sidste år, blev jeg igen meget sygdomsforskrækket, sårbar og angst. Pludselig står jeg alene med ansvaret for vores søn.
Men kræftsygdommen fylder ikke mere i mit liv – den har jeg fred med.”
