Marianne Nord Hansen
Formand for Senfølgerforeningen
Privat
Flere og flere kræftpatienter bliver helbredt som følge af de enorme fremskridt, der sker inden for kræftbehandling. Sygdomme, som før i tiden var lig med den visse død, har man nu fået så godt styr på, at rigtig mange overlever.
Skrevet af Mads Moltsen
Det fører imidlertid et andet problem med sig: senfølger af kræftsygdommen og behandlingen. Omkring 300.000 danskere har haft kræft, og mindst halvdelen af dem har senfølger efter behandlingen. Det viser en rapport fra Sundhedsstyrelsen om vidensindsamling inden for senfølger. Senfølger kan opstå mange år efter, behandlingen er ophørt, og de kan have meget forskellig karakter, alt efter hvilken diagnose og behandling patienten har modtaget.
Nogle senfølger er typiske på tværs af diagnoser. Kognitive dysfunktioner, tristhed, depression, smerter, føleforstyrrelser og angst for tilbagefald er blot nogle af dem.
”Senfølgerne har omfattende konsekvenser for patienternes livskvalitet. De kan have en enorm indflydelse på arbejdsliv, familieliv, sociale relationer og fysisk og psykisk helbred,” fortæller Marianne Nord Hansen, sygeplejerske, sociolog og formand for Senfølgerforeningen, som blev etableret i 2008 for at sætte fokus på fænomenet, der dengang var forholdsvist ukendt blandt både patienter og behandlere.
Patienter møder manglende forståelse
Selvom der er kommet mere fokus på senfølger, oplever mange kræftoverlevere med senfølger stadig at blive mødt med manglende forståelse i sundhedsvæsenet.
”Patienterne føler ikke, de bliver taget alvorligt, når de fortæller egen læge eller sygehuspersonalet om deres senfølger. Der bliver ikke lyttet til deres oplevelser,” siger Marianne Nord Hansen.
Hun bemander Senfølgerforeningens telefonlinje, hvor flere patienter har henvendt sig i frustration over ikke at blive hørt. Eksempelvis ringede en kvinde med stærke muskel- og ledsmerter. Hun var blevet afvist af sygehuspersonalet, som aldrig havde hørt om det problem før, selvom det er en udbredt senfølge blandt kræftoverlevere, fortæller formanden.
Få bliver informeret om senfølger
I øjeblikket er det sygehusvæsenet, der har ansvaret for at tage sig af patienter med senfølger. I 2015 blev det vedtaget, at alle patienter med en kræftdiagnose skal have et opfølgningsprogram. Formålet var at informere om tegn på tilbagefald og senfølger, men det fungerer ikke i praksis, mener Marianne Nord Hansen.
”Når jeg er ude at tale med kræftoverlevere, er det kun omkring 40 procent, der har fået et individuelt opfølgningsprogram, og endnu færre er blevet informeret om senfølger i forbindelse med behandlingen.”
”På trods af retningslinjerne bliver senfølgerne underprioriteret, og det er et stort problem. Man lever simpelthen ikke op til de anbefalinger, der er udstukket af Sundhedsstyrelsen.”
Brug for en større indsats
På trods af problemerne er Marianne Nord Hansen stadig optimist. I forbindelse med Knæk Cancer blev der sidste år uddelt 36 mio. kroner til forskning i senfølger, og der er etableret nationale forskningscentre, som skal beskæftige sig med senfølger.
Det er enestående, men der er behov for flere tiltag, mener formanden.
”I forbindelse med sundhedsreformen vil en del af ansvaret for senfølger komme til at ligge hos de praktiserende læger, men det er blandt andet her, at kræftoverleverne møder manglende forståelse, når de henvender sig med senfølger.”
”Derfor er der behov for, at de praktiserende læger bliver bedre uddannet til at tage sig af patienter med senfølger. Man er heldigvis i gang med det, men der skal ske en langt større indsats. I Senfølgerforeningen ser vi frem til, at der oprettes sundhedshuse, som kan tilbyde tværfaglig hjælp til kræftpatienterne, som ofte kæmper med både fysiske, psykiske og psykosociale senfølger,” siger Marianne Nord Hansen.
