Hanne fik i 2013 konstateret æggestokkræft, og fik efter en gen-test konstateret en fejl i BRCA2-genet. En arvelig genmutation. Hanne sov ind 21.06.2017. Hun blev 50 år. Nedenfor følger fortællingen om Hanne fra hendes mor. Reflektioner om hvordan man håndterer den store sorg, man oplever, når en, man står nær, har kræft. Og hvordan man håndterer at miste.
Hun var meget hjertevarm, betænksom og beskeden. Beskeden i ordets bedste forstand. Hun ønskede ikke særlig opmærksomhed eller at være til besvær.
Hanne, folkeskolelærer, havde ikke et let liv. Hun mødte megen modgang. Men hun var en fighter. Når hun stod i svære situationer, blev de håndteret med en råstyrke, som i den grad virkede inspirerende på både hendes nære familie og hendes mange venner. Hun var en afholdt kvinde, der elskede musik, og som udstrålede livsglæde og positivitet. For mange var hun et lyspunkt.
Som lille pige på fire år mistede hun fire fingre på venstre hånd. Hun havde stukket hånden i en kødhakkemaskine og endte med kun at have tommelfingeren tilbage. Men selvfølgelig lærte barnet Hanne at spise med kniv og gaffel. Der var ikke noget, den pige ikke kunne.
Hendes første ægteskab bød på visse udfordringer og mundede ud i en barsk skilsmisse. Men ægteskabet gav hende tre vidunderlige drenge, som hun elskede over alt på Jorden. De sidste otte år af sit liv levede hun heldigvis lykkeligt sammen med sin anden mand.
Et sammensurium af følelser
15. februar 2013 ringede 46-årige Hanne til sin mor og fortalte, at der var konstateret en svulst i hendes mave på størrelse med en håndbold. Det var kræft, og sygdommen udsprang fra æggestokkene. Hun havde længe følt sig syg og haft store smerter i mave og underliv.
Diagnosen æggestokkræft tog hun fyldt med blandede følelser. I et kæmpe sammensurium var hun både fattet, skrækslagen og dybt ulykkelig. Hendes værste bekymring gjaldt hendes tre børn. Men attituden var ikke til at tage fejl af: Det her skal bekæmpes og overstås.
Stærk dialog med de pårørende
Det var vigtigt for Hanne, at hendes sygdom i hverdagen ikke skulle fylde blandt hendes forældre, tre søskende, børn og mand. Igennem hele sit sygdomsforløb blev hun ved med at være pligtopfyldende og opmærksom overfor andre. Altid uselvisk. Hun var en stille natur i en stor ”larmende” familie. Nød at være en del af den, men undlod at tage opmærksomheden i store forsamlinger. Til gengæld var hun i mindre grupper utrolig stærk i dialogen. Og hun havde et sundt temperament, når det virkelig gjaldt.
Hanne kæmpede og levede intenst med sin kræftsygdom i 4 ½ år. Hun nød og sugede alt godt til sig. Først den sidste uge af sit liv gav hun op. Under hele sygdomsforløbet talte hun tæt og meget med sine forældre. De var der for hende konstant. Sammen havde de også tilrettelagt bisættelsen og bestemt, at hun skulle ligge på den kirkegård, hvor også hendes forældre og søster skal begraves.
Forskellig håndtering af sorg
Hannes forældre har håndteret deres sorg vidt forskelligt. Moderen har været åben og talt med de mennesker, der vil lytte.
Hannes far har været og er stadig meget hårdt ramt. Han holder sorgen tættere ind til sig. Men som en bearbejdning af alle de svære følelser har han brugt det sidste år på at skrive et mindeskrift om sin ældste datter. Hans hukommelse er fantastisk, og han har beskrevet sin datter ledsaget af sjove anekdoter fra hun var barn til hun blev gift. Mindeskriftet er blevet givet til Hannes mand, børn og søskende.
”Nu kan Hannes drenge læse om deres mor fra tiden, inden de kendte hende. Sammen kan vi alle i familien mindes, le og græde. Hanne skal aldrig blive glemt,” siger hendes mor, Helle.
Hanne sov ind 21.06.2017. Hun blev 50 år.
Læs også:
At være pårørende: Dorte, søster: “Sorgen har ændret mig”
At være pårørende: Jan, bror: “Jeg taler med Hanne hver dag”
Pårørende ved kræft: Jørgen, bror: “Jeg fik ikke sagt alt det, jeg ønskede”
