Det skal være let at installere, bruge og tilpasse løsningerne til den enkelte beboers behov på landets plejehjem. Det er mantraet for Sense Solutions, der leverer det tekniske fundament under Nemlias løsninger til plejesektoren. Sammen leverer de to partnere et anderledes bud på, hvordan man kan løse kapacitetsproblemerne på plejehjemmene med ukompliceret teknologi, der skaber arbejdsglæde og mere tid til de ældre.
Der er ingen snærende bånd, når plejehjem vælger Nemlia. Hele ideen med den nye plejehjemsløsning, som anvendes overalt på Færøerne og nu er på vej ind i Danmark, er, at både software og hardware skal være nemt at bruge. Softwaren, som er app-baseret, kræver højst tre klik for at få overblik over en beboersituation. Og hardwaren består af blandt andet af helt almindelige smartphones og ukomplicerede sensorer, der kan sammensættes og flyttes rundt, så de understøtter den enkelte borgers aktuelle behov.
“Der findes mange væg-til-væg løsninger på markedet, som tvinger plejehjemmene ned i en ramme defineret af leverandøren. Ofte udspringer løsningerne fra hospitalssektoren og er baseret på kompliceret teknologi, som skyder forbi plejehjemmenes behov. Vores løsning er udviklet af folk fra plejesektoren med et grundprincip om brugervenlighed og enkelhed”, siger Mads Liebst, CCO i Sense Solutions, der leverer netværket og al hardwaren til Nemlias løsninger.
Lettilgængelige, enkle sensorer
“Man kan ikke undgå at bruge teknologi i plejesektoren. Men man kan gøre sig umage med at designe nogle løsninger, som skaber glæde frem for frustration blandt personalet, og som tager afsæt i den individuelle borgers behov. Hvorfor skal plejehjem investere i dyre sensorgulve i alle boliger, når det kun er nogle borgere, der har faldrisiko? Eller installere bevægelsessensorer i hver eneste bolig, når det kun er nødvendigt i nogle? Vi vender det om og bruger lettilgængelige, enkle sensorer, som nemt kan installeres, når der er behov for det”, forklarer Mads Liebst.
Sense Solutions er ikke en hvilken som helst virksomhed. Selskabet er ejet af Cibicom, der blandt meget andet driver alle de danske sendemaster og er driftsleverandør til DR, beredskabet og andre med kritisk behov for pålidelig infrastruktur. Cibicom ejer også det danske LoRaWAN-net (Long Range, Low Power), som er designet til opsamling og distribution af data fra sensorer.
“LoRaWAN passer perfekt til plejesektoren. Kombinationen af lang rækkevidde og et lavt strømforbrug betyder, at man kan bygge det ind overalt og effektivt distribuere de relativt små datamængder, der er. Data fra fx dørsensorer, sengesensorer, gps’er osv. fylder ikke meget, så behovet for at bygge en tung infrastruktur er nul. Igen er det noget, man har brug for på hospitaler, hvor man sender store billedfiler, men ikke på et plejehjem”, forklarer Bo Erichsen, CTO i Sense Solutions.
En mere simpel driftssituation
Sense Solutions går målrettet efter sensorer, der er meget lette at vedligeholde og sjældent skal oplades. Koblingen mellem sensorer og netværk er én enkelt, redundant gateway, hvor andre løsninger kræver flere.
“Det er en helt anden og mere simpel driftssituation, vi tilbyder. Når du kun skal administrere én gateway, og dine gps’er kun skal oplades hver tredje måned i stedet for hver anden dag, så får du en langt mere fejlresistent løsning, som personalet og beboerne er trygge ved”, siger Mads Liebst.
Tekst: Cibicom