I 12 år lever Kresten en tæt ved normal tilværelse med sin type-2 diabetes, indtil han er tvunget til at skifte behandling. Han bliver så dårlig af medicinen, at det vender op og ned på hans tilværelse.
Heldigvis er Kresten en mand, der holder ørerne åbne, og det ender med at give ham energien og livsglæden tilbage.
Kresten er én, der altid har haft meget at se til, det være sig i sin tid på Skive kaserne, hvor han servicerede store køretøjer, i hans tid i byrådet og på det lille hobbylandbrug sammen med konen Ketty i Øster Børsting lige uden for Skive.
Set i bakspejlet har jeg nok gået rundt med diabetes i to år uden at vide det. I den periode var jeg rigtig træt og drak meget sodavand. Desværre var det først, da jeg fik svært ved at læse papirerne til byrådet, at jeg reagerede.
For 14 år siden bliver Krestens syn værre og værre, og han får store problemer med at komme igennem de store mængder læsestof, der følger med arbejdet i byrådet. Han går derfor til en optiker, der under synsprøven pludselig får et mærkeligt udtryk i ansigtet og siger, at Kresten bør opsøge en læge omgående.
Diabetesdiagnose
Efter undersøgelser er lægen er ikke tvivl og siger til Kresten: ’Du har type-2 diabetes’. Diagnosen kommer som et chok for Kresten. Han bliver sat i tabletbehandling, men tankerne om, nu at skulle leve med sygdommen og at han kunne have reageret på sine symptomer tidligere fylder en del.
”Set i bakspejlet har jeg nok gået rundt med diabetes i to år uden at vide det. I den periode var jeg rigtig træt og drak meget sodavand. Desværre var det først, da jeg fik svært ved at læse papirerne til byrådet, at jeg reagerede. Jeg har mærket på egen krop, hvor vigtigt det er at handle, når der er noget galt. Jeg kan ikke længere køre bil, da jeg kun har 10 procent af synsevnen tilbage. Man kunne have reddet 40 procent af mit syn, hvis bare der var blevet handlet tidligere,” fortæller Kresten.
I 12 år lever Kresten uden de store problemer trods sin diabetes og nedsatte synsevne. Han og Ketty dyrker deres hobbylandbrug og nyder livet og det varme klima på deres ferierejser til blandt andet Tyrkiet . Men for tre år siden får Kresten en nedslående besked fra sin lægen. Hans nyrer kan ikke længere tåle tabletbehandlingen, og han skal prøve noget andet. Han bliver sat i behandling med insulin og en startdosis på 10 enheder, som hurtig viser sig ikke at være nok, og på kun en måned bliver hans dosis øget til 60 enheder.
Efter jeg kom på den nye insulin, har jeg ikke haft et eneste tilfælde af lavt blodsukker. Jeg har fået energien tilbage og blevet aktiv igen.
Ny medicin holder stabilt blodsukker
Behandling tager hårdt på Kresten. Han går fra at være en aktiv og velfungerende mand, til at han har det så skidt, at han må ligge på sofaen det meste af dagen, fordi han er dårlig og svimmel. Hans blodsukker er ustabilt og kan falde pludseligt. Ketty er altid bekymret for ham, når de skal nogle steder hen. På en ferierejse bliver han så dårlig på en tur ned til byen, at han nær aldrig var kommet tilbage på hotellet.
Kresten døjer med de mange tilfælde af lavt blodsukker i omkring et halvt år, indtil han en dag ligger på sofaen og hører i fjernsynet om Tresiba, en helt ny type insulin, der er langt bedre til at holde blodsukkeret stabilt. I det øjeblik tænker Kresten: ’Det må jeg prøve,’ og han opsøger sin læge for at få udleveret en prøvepakke af det nye lægemiddel, der ender med at forbedre hans tilværelse gevaldigt.
”Efter jeg kom på den nye insulin, har jeg ikke haft et eneste tilfælde af lavt blodsukker. Jeg har fået energien tilbage og blevet aktiv igen. Pludselig kunne jeg selv sætte et telt op i haven, og jeg har fået det så godt, at Ketty og jeg er begyndt at rejse igen,” fortæller Kresten.
Svært at få tilskud
I dag er Kresten ovenud tilfreds med at have fået livsglæden igen. Den eneste dårlige oplevelse, han stadig sidder med, er, at Sundhedsstyrelsen i starten ikke ville acceptere hans ansøgning om at få tilskud til lægemidlet, og at han måtte søge flere gange, inden han endelig fik tilkendt tilskud.
”Mens vi prøvede at få ansøgningen godkendt, frygtede Ketty og jeg, at vores økonomi ikke længere ville hænge sammen, og at vi fremover måtte lægge alle planer om at rejse på hylden for at kunne betale for medicinen. Det giver virkelig ingen mening, at jeg blev nægtet tilskud til en medicin, jeg rent faktisk fik det bedre af, samtidig med, at jeg uden problemer kunne få tilskud til andet medicin, der ikke virkede.” siger Kresten til slut.
