Skip to main content
Home » Diabetes » Diabetiker: Få styr på varedeklarationen
Diabetes

Diabetiker: Få styr på varedeklarationen

madvarer ligger på et bord - det er vigtigt for en diabetiker at vide hvad der er i de ting de køber
madvarer ligger på et bord - det er vigtigt for en diabetiker at vide hvad der er i de ting de køber
Foto: Gettyimages
avatar

Mette Theil

Formand, Fagligt selskab Af Kliniske Diætister

Varedeklarationen består bl.a. af næringsdeklarationen (mængden af energi, fedt, kulhydrat og protein i madvaren) og ingredienslisten. Det er vigtige informationer, som diabetikere kan bruge til at vælge de rette madvarer. Men informationerne er ikke altid lige lette at tyde.

Mange diabetikere ved, at de skal passe på med kulhydrater, men det er ikke alle, der ved, at det faktisk også er vigtigt at få kulhydrater – bare den rette slags. 

”Hjernen kører kun på glukose, så det er vigtigt, at også diabetikere spiser kulhydrater. Men kulhydrater kommer i forskellige indpakninger, og nogle er bedre end andre,” siger Mette Theil, formand for Fagligt selskab Af Kliniske Diætister, FaKD.

De gode kulhydrater

Kulhydrater er energipakker i form af kulstofmolekyler. De findes i meget mad. De bliver omdannet til glukose, dvs. sukker, i tarmen og optages derfra ind i blodet. Her gælder det om at finde de langsomt optagelige kulhydrater, så blodsukkeret ikke stiger hurtigt. 

De langsomt optagelige kulhydrater finder du bl.a. i grove grøntsager, kartofler og i groft brød i form af stivelse. Det er samtidig en god idé at gå efter kulhydrater fra fiberrig mad, da kostfibrene forsinker optagelsen af glukose til blodbanen. Det er derfor en god idé for diabetikere at gå efter madvarer med et højt indhold af kostfibre. 

”Hvis man vil føle sig sikker, kan man gå efter madvarer med fuldkornsmærket og gerne også efter et højt fiberindhold på 6 g kostfibre pr. 100 g,”siger Mette Theil 

De hurtige kulhydrater

Som diabetiker skal man holde sig fra de hurtige kulhydrater. Det kan være tilsat sukker, som man finder i kage, slik, sodavand og andre sødede madvarer. Men du skal også se efter det naturlige indhold af sukker, som det findes i f.eks. mælk (laktose). I næringsdeklarationen kan du se, hvor stor en del af kulhydraterne, der er sukkerarter. Her er det en god idé at gå efter et lavt indhold af sukkerarter – f.eks. light produkter. 

Gode fedtsyrer

Det er vigtigt, at man som diabetiker undgår at spise for meget mættet fedt. Diabetikere er nemlig i større risiko for at udvikle hjertekarsygdomme. Når man spiser meget mættet fedt, kan det hæve niveauet af kolesterol i blodet og skabe blodpropper. Under næringsdeklarationen kan man se, hvor meget mættet fedt der er i varen. 

Der må til gengæld gerne være andre fedtsyrer i maden. Det er især en god idé at få omega 3-fedtsyrer, som modvirker udviklingen af hjertekarsygdom og forbedre kolesteroltallet. De findes f.eks. i fisk og nødder. 

Nogle type 1-diabetikere kan være undervægtige, og her kan det være en fordel at få lidt ekstra kalorier ind ved at spise sunde olier, såsom rapsolie, olivenolie og nødder. 

Når man som diabetiker gerne vil have protein, er det vigtigt, at man ser efter fedtindholdet i kødet. Rødt kød indeholder meget protein, men det indeholder typisk også større mængder mættet fedt 

Følg de officielle anbefalinger

I virkeligheden er der ikke stor forskel på de officielle kostanbefalinger og anbefalingerne til diabetikere. 

”Diabetikere skal gerne spise lidt flere kostfibre og mindre mættet fedt. Men op til 10% af diabetikeres daglige energiindtag må gerne komme fra de hurtige kulhydrater,” siger Mette Theil. 

Hvis man er i tvivl, kan man gå efter nøglehulsmærket, der er et tegn på, at det er en sundere madvare.

Next article