Silas Holst om en ungdom med astma: Det var hårdt at føle sig anderledes

Da danseren og skuespilleren Silas Holst var yngre, var astmaen en stor hindring for ham. Senere lærte han at leve med den.

Når man kigger på Silas Holsts CV, kan det være svært at forstå, at han det meste af sit liv har kæmpet med astma. Som elitedanser har han presset sin krop til det yderste på trods af en sygdom, som sætter alvorlige begrænsninger for vejrtrækningen.

Men det er faktisk en misforståelse at tro, at astma udelukker hård fysisk aktivitet.

”Mange har en forkert opfattelse af astmatikere som nogen, der ikke kan holde til noget som helst. Men det er faktisk muligt at klare det meste, hvis bare man får lov til at gøre det på egne præmisser,” siger Silas Holst.

Manglende forståelse for sygdommen

I barndomsårene kan det imidlertid være svært at forklare omverdenen, hvordan tingene hænger sammen, og det var især i de unge år, at Silas Holst led under sygdommen.

Han husker særligt idrætstimerne i folkeskolen, hvor man hver onsdag formiddag var tvunget til at jagte en fodbold i to stive timer. For Silas Holst var det nødvendigt med hyppige pauser, hvis han skulle være med, men det var der ikke forståelse for.

”Allerede dengang dansede jeg på højt niveau i min fritid, og så kunne det jo virke paradoksalt, at jeg havde svært ved at følge med i idrætstimerne. Hverken lærere eller elever forstod, at jeg havde brug for pauser,” fortæller han.

Det betød, at Silas Holst følte sig anderledes og udenfor i skolen. Han vidste, at hver onsdag morgen var han ham, som ikke kunne være med.

”Jeg var i forvejen ikke en af de populære i klassen, og det blev ikke bedre af, at jeg ikke kunne det samme som de andre. Det var hårdt at føle sig anderledes, særligt i teenageårene. I den alder er det vigtigste i verden at være som de andre. Det er frygteligt at skille sig ud,” siger Silas Holst.

Det paradoksale var, at danseren selv følte, at han havde kontrol over sygdommen. Han vidste, hvornår det var nødvendigt med pauser, og hvor hans begrænsninger lå. Men ofte prøvede omverdenen at presse sygdommen ned over hovedet på ham.

”Jeg husker en dansetræner, som foran alle de andre dansere proklamerede, at nu skulle jeg huske at tage en pause. Der blev hele tiden sat fokus på sygdommen, selvom jeg havde fint styr på det,” siger Silas Holst.

Symptomerne aftog med tiden

Med tiden lærte danseren, at det ikke nyttede noget at hænge sig i, hvad andre mente og tænkte om ham. Han vågnede en morgen og tænkte, at nu var det tid til at komme videre og acceptere sygdommen.

Da han flyttede hjemmefra, glemte han i en lang periode at tage sin medicin, og pludselig gik det op for ham, at det ikke gjorde den store forskel. Astmaen havde fortaget sig.

Det er typisk for sygdommen, at symptomerne forsvinder i en periode, men de kan komme igen senere. For Silas Holst er sygdommen aftaget så meget, at han ikke længere tager medicin.

”Jeg kan dog stadig mærke det, når jeg presser mig selv meget på teateret. Især når vi øver koreografi otte timer i træk. Selvom jeg er i god form, løber jeg hurtigere tør for luft end de andre. Nogle dage er hårde, fordi det føles, som om man bliver kvalt,” fortæller han.

Lær at leve med sygdommen

På trods af de hårde dage har astmaen ikke længere kontrol over danseren. Han sørger for at holde sig i form, da det gør en stor forskel for ham.

”Det er vigtigt for mig at føle mig kampklar. Så ved jeg, at det ikke skyldes dovenskab, når jeg har brug for at tage en puster,” siger Silas Holst.

Han råder andre astmatikere til at holde formen ved lige og holde sig fra smøgerne. Han begyndte selv at ryge i folkeskolen. Det var et sidste forsøg på at være en af de seje, fortæller han.

”Det var en dum idé, og mit bedste råd må være at prøve at acceptere, at man har sygdommen og sørge for at fortælle andre, hvad det indebærer. Det er ikke en fiasko, hvis man har brug for fem minutters pause.”