For fire år siden mistede Emilie Kierkegaard på 23 år sin mor til kræft. Nu laver hun podcasten ’Sorgen som springbræt’ om at dele sorgen og gøre os stærkere. Emilie er selv kommet godt ud på den anden side efter at have oplevet det værste, hun kunne forestille sig.
Som barn og teenager elskede Emilie at være sammen med sin mor.
– Jeg var vild med alle de der mor/datter-ting. Når min mor kørte med mig rundt til badmintonturneringer i hele landet, og vi ’jammede’ vildt til musik i bilen. Og senere turene til København med shopping, frokost og bare være sammen, fortæller hun.
Selv om mor/datter-samværet ikke længere er muligt, har Emilie alligevel sin mor med sig over alt, hvor hun bevæger sig hen.
Stærk, smuk og sej
Emilie husker sin mor som meget omsorgsfuld og kærlig, og som et symbol på deres tætte bånd har hun diskret og elegant fået tatoveret ’SSS’ på håndleddet.
– Min mor bakkede mig altid op, troede meget på mig og sagde tit: Husk, du er stærk, smuk og sej. For at holde fast i det – og for på en måde at ’have hende på mig’ altid – fik jeg lavet tatoveringen for to år siden, siger Emilie.
Tatoveringen er også blevet en god anledning til at punktere berøringsangsten for et svært emne.
– Tatoveringer er et populært samtaleemne, og med min er det oplagt at fortælle om min mor og sorgen, siger Emilie.
Hun husker det sidste år af sin mors sygdomsforløb som meget presset med studentereksamen og mange tanker om, hvad fremtiden ville bringe. Faktisk blev Emilie hevet ud af en eksamen, fordi lægerne mente, ’at nu var det nu’, men på mirakuløs vis livede hendes mor op igen, fik et par uger mere og oplevede Emilie blive student.
– Som den ældste i søskendeflokken blev jeg hurtigt voksen. Jeg ’nursede’ min mor meget og var i en slags overlevelsesfase og ikke rigtigt mig selv. Det var som to forskellige liv, jeg levede på det tidspunkt. Det skulle bare fungere, men det slog mig lidt omkuld at ’være på’ i begge de to verdener, siger hun.
Efter sin mors død kom hun nogenlunde overens med sine følelser gennem psykologsamtaler og i en sorggruppe.
Sorgen som springbræt
Emilie bor på Nørrebro i København og læser på CPH Business Academy. Ud over studiet bruger hun sin tid på træning, løb, skiture, venner og familie samt podcasten, som hun udsendte første afsnit af i december 2020.
– Jeg elsker selv at lytte til podcasts bl.a. om kærlighedsproblemer, sundhed og iværksætterhistorier.
Så da jeg stoppede i sorggruppen ledte jeg efter podcasts for unge om sorg, siger Emilie.
Da hun ikke fandt det, hun søgte, trådte hendes eget iværksætter-gen i karakter. Hun udviklede idéen til podcasten, der ikke bare skulle dykke ned i sorgen men også være en hjælp til at bruge sorg som videreudvikling af os selv og til at gøre os stærkere som individer.
– Målet om videreudvikling skulle afspejles i en fængende titel, så det blev ’sorgen som springbræt’ og altså dermed også noget med SSS, fortæller Emilie.
I podcastens indtil nu syv afsnit deler hun åbent og ærligt ud af sin egen historie og inviterer gæster i studiet for at fortælle deres historie og nuancere forskellige elementer af sorg.
Får sorghistorier frem
– I starten var det nervepirrende og meget sårbart at dele det vigtigste i mit liv, men det giver mig også mulighed for at reflektere over det, jeg er gået igennem. Samtidig kan jeg hjælpe andre ved at åbne op for, at vi hver især ikke er alene med vores sorg, siger Emilie.
Podcasten har kun givet positive reaktioner og gode oplevelser, og mange har skrevet til Emilie med deres egen historie.
– Det er tydeligt, at kun de færreste får snakket om emnet og bliver klogere på det. Men hellere spørge til sorgen ved kræft og anden alvorlig sygdom en gang for meget end en gang for lidt – også gerne inden, nogen er død. Selv om det er svært, bliver det værdsat, for så kan man fra gang til gang selv regulere, hvor meget man vil gå ind i det, lyder Emilies opfordring.
Mere generelt påpeger hun vigtigheden af at værdsætte dem, man har – som hun selv siger til sine veninder, når de brokker sig over deres mødre.
Sårbarhed skaber selvtillid
At arbejde konstruktivt med sorg har haft den ønskede effekt for Emilie.
– Jeg er helt klart blevet stærkere, og der skal virkelig meget til at vælte mig, nu hvor jeg har oplevet det værste, der kunne ske i mit liv, siger hun.
Hendes mod på livet handler bl.a. om at rejse, opleve verden og skabe sin egen familie. Og så vil hun fortsætte podcasten.
– Podcasten er min passion, for jeg elsker på samme tid at hjælpe mig selv og andre. Professionelt vil jeg på sigt gerne arbejde med den her psykologi omkring, hvordan vi mennesker tænker, reagerer og arbejder i forskellige situationer, sammenhænge og organisationer.
Den tilgang er nok også noget, jeg har fået med fra forløbet med min mor, konstaterer Emilie.
