Mathias Ried-Larsen
PhD., Gruppeleder på Rigshospitalets Center for Aktiv Sundhed
Den rette mængde motion kan sænke langtidsblodsukker, blodtryk og kolesterol hos type 2-diabetikere. Men de har brug for støtte for at fastholde motionen.
Motion har vist sig at være et effektivt behandlingsmiddel for type 2-diabetikere. Så effektivt, at patienter potentielt kan droppe medicinen med den rette mængde motion. Det viser blandt andet studier foretaget på Rigshospitalets Center for Aktiv Sundhed med gruppeleder Mathias Ried-Larsen i front.
”Hvis man motionerer i henhold til
anbefalingerne, kan man forbedre sygdomsbilledet ift. de klassiske
behandlingsmål: langtidsblodsukker, blodtryk og kolesterol,” siger
Mathias Ried-Larsen.
På Center for Aktiv Sundhed har man lavet lodtrækningsstudier, hvor man opdeler type-2-diabetikere i to grupper: Én gruppe får et intensivt træningsforløb, en anden får medicinsk behandling.
”Vi følger patienterne i et år, og vi kan se, at hvis folk i træningsgruppen holder deres træningsvolumen høj nok, til at langtidsblodglukosen (HbA1c) falder, kan vi tage medicinen fra dem, uden at det forværrer deres tilstand. 50% af patienterne kan i løbet af et år nå behandlingsmålet for langtidsblodsukker uden brug af glukosesænkende medicin,” fortæller Mathias Ried-Larsen.
Den effektive træningsform
I andre studier undersøger man, hvilken motionsform der egner sig bedst som behandling. Man har i mange år undersøgt effekten af udholdenhedstræning, men i nyere tid har man interesseret sig mere for såkaldt high intensity interval training (HIIT) for personer med type 2 diabetes. HIIT består af korte intervaller med høj intensitet og længere pause imellem.
”Rent fysiologisk ved vi, at jo mere intens træningen er, jo mere effektiv er den i forhold til at påvirke blodglukose og blodtrykket. Virkningsmekanismen går primært gennem muskelvævet og sekundært fedtvævet omkring organerne,” siger Mathias Ried-Larsen.
Men én ting er, hvad der fysiologisk er mest effektivt. Noget andet er, hvad der er mest effektivt i praksis. For selvom kroppen har godt af tunge og intense sprintintervaller, kan det være svært for mange personer, heriblandt type 2-diabetikere, at gennemføre den slags.
Derfor har man, blandt andet på Rigshospitalet, undersøgt effekten af intervalgang, hvor personer med type 2-diabetes går tre minutter i langsomt tempo og tre minutter i højt tempo.
”Mange personer med type 2-diabetes har en lav fysisk funktionsevne, så de opnår deres maksimale kapacitet ved gang. Gangintervallerne har til gengæld vist sig uhyre effektive ift. at sænke blodglukosen, forbedre formen og mindske mængden af fedt i maveregionen,” siger Mathias Ried-Larsen og tilføjer:
”Denne motionsform har mange personer med type 2 diabetes fundet interessant og er en af de få motionsformer, som nogen bliver ved med at gennemføre. Derfor bruges den regelmæssigt i Diabetesforeningens motivationsgrupper.”
Patienter har brug for støtte
Den helt store udfordring er nu, hvordan man får diabetikerne til at blive ved med at motionere. Ifølge seniorforskeren har patienterne brug for kontinuerlig støtte over lang tid.
”Hvis man kun giver rådgivning om træning og ikke en støtteordning, når personerne ikke behandlingsmålet. Det fungerer, når de er i et rehabiliteringsforløb, men når det er slut, dropper mange motionen,” siger Mathias Ried-Larsen, som derfor opfordrer politikerne til at støtte tværsektorielle initiativer, der kan hjælpe patienten i overgangen fra læge til kommune og fra kommune til civilsamfund.
Til type 2-diabetikere lyder det konkrete råd:
”Italesæt
motion og træning med den praktiserende læge, som kan henvise til
kommunal rehabilitering, og undersøg, om der er en lokal
diabetesforening. De har ofte gode træningstilbud.”
