I dag – 14. november – er det Verdens Diabetesdag, som er en FN-initieret international mærkedag, der hvert år sætter fokus på diabetes og dens konsekvenser for den enkelte, de pårørende og samfundet. Dette års tema har fokus på, hvordan diabetes påvirker familien og samtidigt familiens betydning for håndtering af sygdommen.
Har man ikke selv diabetes eller en i familien, der har det, forstår man ikke helt til fulde, hvordan det i virkeligheden er at leve med en kronisk sygdom.
Det er en stor omvæltning at få diabetes, hvad
enten man er barn, teenager, voksen, midaldrende eller ældre. Men også
de pårørende bliver ramt, når diabetes flytter ind i familien. Problemer
og udfordringer og ikke mindst bekymringer for, hvordan det nu skal gå,
er velkendte reaktioner, når en ny hverdag med diabetes skal fungere.
Pårørende har vigtig rolle
Det er også velkendt fra de seneste års forskning, at familiemedlemmer har en vigtig rolle i diabetesbehandlingen. Men hvordan er man en god støtte som pårørende? Det findes der ikke en endegyldig opskrift på, da behovet for støtte altid vil være individuelt og kan ændre sig over tid. Men heldigvis er der hjælp at hente.
I forbindelse med lanceringen af den Nationale Diabeteshandleplan fra 2017 er der igangsat en række initiativer med det formål at understøtte personer med diabetes og deres familier.
Redskaber til at håndtere diabetes
Rundt om i landets kommuner, i praksissektoren, på hospitalerne – herunder de 5 regionale Steno Diabetes Centre – arbejdes der på højtryk på at understøtte den enkeltes mulighed for at håndtere sin egen sygdom og for at skabe ny viden om, hvordan de pårørende og familien – de der er tættest på personen med diabetes – får redskaber til bedst muligt at støtte et familiemedlem med diabetes i dagligdagen. Læg dertil de mange understøttende tilbud som bl.a. Diabetesforeningen og Tænketanken for Type 1-diabetes udvikler og tilbyder.
Målrettet ny viden
Steno Diabetes Center Copenhagen har mere end 85 års erfaring i at forske og skabe ny viden, der kan komme personer med diabetes og deres familier til gavn. Ud over at vi altid har en brugerinvolverende tilgang i planlægningen af behandlingsforløb, har det i mange år har været kutyme, at vi i behandlingen af personer med diabetes altid tilbyder, at man kan tage et familiemedlem med til diabetesbesøget. Det kan både være en støtte, men også medvirke til, at begge har en fælles forståelse af sygdommen, og hvordan de sammen kan leve med den. Herudover har vi psykologer, der understøtter det sundhedsmæssige personale i også at hjælpe familier med diabetes i at håndtere de psykologiske udfordringer, som ofte er et delelement af dét at leve med en kronisk sygdom.
Hospitalets forskere har endvidere sammen med Sundhedsministeriet, Region Syddanmark og Diabetesforeningen udviklet et dialogværktøj, der kan hjælpe familien med at sætte ord på den forandring, som de oplever, at diabetes har betydet for familien, de nye udfordringer, men også hvor meget diabetes fylder og skal have lov til at fylde i deres familie.
Den
gode nyhed ifm. året Verdens Diabetesdag er derfor, at der rundt om i
landet arbejdes målrettet på at udvikle ny viden om, hvad der bedst
understøtter familier med diabetes.