Rose Maimonide
Indehaver af rosemaimonide.dk
Foto: Mathilda Yokelin
Selvom vi i Danmark har strenge regler for kemi i legetøj, så finder TÆNK og andre testinstitutter alligevel altid masser af skadelig kemi, når de tester legetøj. Her får du en enkel guide til legetøj uden kemi.
Plast er ofte bedre end træ
Legetøj kan indeholde kræftfremkaldende stoffer som PAH, allergifremkaldende parfume, hormonforstyrrende flammehæmmere og andre stoffer, som kan skade dit barns sundhed på lang sigt.
En del legetøj markedsføres som “økologisk”, “naturligt” eller “giftfrit” uden reelt at være det. Laboratorietests viser, at der generelt er mere skadelig kemi i trælegetøj end i plastiklegetøj. Det gælder især lak, maling, lim (fra limtræ) og formaldehyd m.m. i krydsfiner (tyndt, billigt træ).
CE-mærket er desværre heller ikke nogen særlig garanti.
Genbrug kan være en fuser
Det funker ikke engang at holde sig til genbrug. Genbrug er jo guld, men ikke altid hvad angår legetøj. Før i tiden var reglerne for indhold af kedelig kemi i legetøj nemlig ikke så skrappe.
Så ud med din barndoms barbiedukker og farfars tinsoldater. Legoklodserne kan derimod trygt gå i arv. Legetøj af hård plast er nemlig sjældent problematisk. Det er blød plast, skumgummi, neopren og lign. til gengæld ofte.
Det behøver ikke at være fancy
Heldigvis behøver sundt legetøj ikke at lave flodbølger i gavebudgettet eller kræve besøg i eksotiske specialbutikker. Mange almindelige legetøjsbutikker sælger godt trygt legetøj fra kendte brands. Det er i øvrigt vigtigere at støvsuge, lufte ud og holde legetøjet clean end at gå i flint over, at bamsen ikke er økologisk.
Quickguide til legetøj
Hvis du ikke orker at gå op i detaljer omkring legetøjet, så kommer du nemt langt ved at bruge disse fem enkle principper:
- Fokusér på at støvsuge og lufte ud i børneværelset, og vask legetøjet regelmæssigt.
- Kassér gamle barbiedukker og plastlegetøj fra før 2007 (det kan indeholde store mængder ftalater), samt ældre legetøj i træ eller metal, da det kan indeholde tungmetaller i malingen.
- Køb ”med næsen”, og undgå legetøj, der lugter af kemi eller parfume. Slap af omkring resten.
- Undgå konsekvent legetøj i form af blødt plast, skumgummi, neopren og lign. – det gælder også emballage, shampooflasker, svømmeudstyr m.m.
- Vask legetøjet inden brug.
Læs mere på bloggen www.rosemaimonide.com