Sørg for at få hjælp hos din læge eller gynækolog, hvis du oplever gener i underlivet og vaginal tørhed i forbindelse med overgangsalderen, siger gynækolog Christine Felding. Det er helt naturligt og almindeligt, og det kan nemt behandles.
Vaginal tørhed er et almindeligt fænomen, som rammer omkring
halvdelen af kvinder i overgangsalderen. Det burde ikke altså være
noget, at man skammer sig over eller holder hemmeligt for sin læge. Alligevel går mange kvinder i flere år, før de snakker med deres læge eller gynækolog om det.
”Jeg forstår ikke, at det bliver ved med at være et tabu, for jeg har udtalt mig mange gange i medierne om det her emne. Det er et meget almindeligt problem. Men hvert år er der en ny gruppe af kvinder, som kommer i overgangsalderen og ikke er klar over, at tørhed i skedens slimhinder er almindeligt, og det er så nemt at behandle,” siger Christine Felding, speciallæge i gynækologi og obstetrik.
Smerter og nedsat livskvalitet
Når kvinderne går med problemet uden at få hjælp, vil mange opleve nedsat livskvalitet, da tørhed i skeden giver smerter, når man sidder, cykler og har samleje.
”Det er noget, man kun kan ønske sin værste fjende. Du føler, at du har et stykke sandpapir mellem benene. Så manden skal bare holde sig væk. Vaginal tørhed giver på den måde svært nedsat livskvalitet og problemer i samlivet,” siger Christine Felding.
Hormonpille eller -ring virker hurtigt og nemt
Hovedårsagen til tørhed i skeden er det faldende østrogenniveau i kroppen i forbindelse med overgangsalderen.
”Østrogen er humlen til alt godt. Når det mangler, bliver slimhinderne tørre, og så opstår problemet. Derfor virker det at behandle med østrogen lokalt, f.eks. ved at sætte en hormonring eller stikpille med østrogen op i skeden. Det øger produktionen af sekret, og efter nogle uger er alt ved det normale igen,” siger Christine Felding.
Østrogen mod overgangsalder er ikke farligt
Nogle kvinder er dog bange for at bruge østrogen generelt, fordi de tror, at det er farligt. Men det er det ikke, forsikrer Christine Felding.
”Behandlingen er helt sikker, men desværre er det sådan, at indlægssedlen til præparaterne er udformet efter, at man tager østrogenbehandling globalt, ikke lokalt, og her er der nogle risici. Det skræmmer mange kvinder. Derfor siger jeg altid til dem: lad nu være med at læse indlægssedlen, fordi den er skrevet til en helt anden behandling,” siger Christine Felding. Hun håber samtidig, at de kvinder, som har prøvet hormonringen eller stikpillen, husker at få fornyet deres recept, da man skal sætte en ny ring op efter nogle måneder for at bevare virkningen.