Jane Tirsvad Rasmussen
Næstformand i Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse
Op mod 20% af alle par oplever infertilitet og problemer med at få børn ad naturlig vej. Men hvorfor er det ikke noget, vi taler om – og hvorfor er det stadig tabu at få hjælp til ønskebarnet, når hvert 10. barn i dag kommer til verden med lidt hjælp?
”Skal I ikke også snart have nogle børn?” Et spørgsmål mange nok har
skulle forholde sig til, til både familiefødselsdagen og parmiddagen med
vennerne. Måske ønsker man ikke børn, måske er man allerede i gang med
at forsøge at forøge familien. Eller måske er man blandt de 20%, hvor
det har svært ved at lykkes.
Uanset hvad, vil svaret for langt de fleste vedkommende nok tangere et udvigende ”Tjo” eller et afværgende ”Vi venter nok lidt”. Ikke mindst for den sidste gruppes vedkommende. For barnløshed er – selv i 2019 – ikke noget vi taler om. Det kan Jane Tirsvad Rasmussen tale med om. Hun er næstformand i Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse og har selv været igennem et 2 1/2 års forløb, inden hun stod med ønskebarnet i favnen.
”Alt for mange går med det selv. Det er simpelthen for privat, for sårbart og for svært at tale om. Vi lever jo i et samfund, hvor vi helst skal have 2,4 børn,” fortæller Jane, og fortsætter:
”Når det så ikke lykkes i hverken første eller hundredeogtyvende forsøg, er det noget af en mavepuster. For mændene er det et smæk i deres mandighed – og for kvinderne er det ofte forbundet med en enorm følelse af ukvindelighed.”
Vær åben – tal om det
Hvor tidligere generationer voksede op og enten fik børn eller ikke fik børn, er ufrivillig barnløshed ikke noget, vi skal finde os i i dag. Ifølge WHO er infertilitet en sygdom og skal derfor også behandles som en sådan. Men uanset om man skal knalde på kommando, have kunstig befrugtning eller reagensglasbefrugtning, er det for langt de fleste en hård proces, fortæller Jane:
”Det er en utrolig stor belastning – og selve behandlingen kan slide så meget på parforholdet, at mange bliver skilt på den bekostning. Det er en uendelighed af hormoner og kontroller og scanninger og forsøg, der måske bliver til noget. Og jo flere forsøg man skal igennem, jo sværere bliver det også både fysisk og psykisk.”
Det er derfor Janes bedste råd at finde ligesindede at snakke med. Både hvis man har svært ved at få børn – og når man er i behandling:
”Det kan ingen går med alene. Det er alt for stort et pres. Vi er nødt til at tale om det, for det kan hjælpe med at gøre forløbet lidt mindre smertefuldt,” slutter hun og henviser til foreningens egne kaffeklubber eller sociale fællesskaber på internettet.
