Alt for mange går rundt med bekymringer, smerter eller udfordringer relateret til underlivet. Og det går ud over lysten og sexlivet. Hvis vi tør tage os selv alvorligt, kan det meste løses, siger sexolog Joan Ørting.
Nøglen til et sundt underliv er et godt selvværd. Det mener sexolog og foredragsholder Joan Ørting.
“Det er ligesom at passe godt på sine tænder, spise sundt og gå til frisøren. Hvis du mener, du er værd at passe på, så gør du det. Det betyder også, at hvis der opstår problemer, så gør du noget ved det,” mener hun.
“Manglende selvværd kan føre til, at du overhører tegnene fra dit underliv. Eller du tænker, at det er noget, du bare må leve med. Det handler også om at kunne sige nej tak til partneren, eller beskytte sig selv med kondom, eller bede partneren om at vaske hænder først, så du ikke får en infektion.”
Underlivet er stadig tabu
Men det er svært for mange at mærke efter og handle på de tegn, der kan komme, og søge hjælp. Hvad end det handler om problemer med lysten eller rejsningen, smerter, kønssygdomme, tilbagevendende svamp og infektioner, eller måske ligefrem mistanke om kræft, siger Joan Ørting.
Ifølge hende har både mænd og kvinder svært ved at tale om deres underliv. Men årsagerne til, at emnet stadig er tabubelagt, er forskellige for mænd og kvinder.
“Generelt set er kvinder fremmedgjorte over for deres kønsdele. Langt de fleste ved ikke, hvordan de ser ud mellem benene, for deres mor har aldrig vist dem med et spejl, hvordan man kan se sig selv. I modsætning til drengene, hvor mor og far klapper i hænderne af stolthed, når han opdager sin lille tissemand. Vi kvinder har ikke engang et godt navn til den dernede, så hvordan skal vi snakke om det?” siger Joan Ørting.
“Mændenes tabu handler oftere om, at de er bange for at vise sårbarhed. I stedet for at tale om det, så finder han på strategier for at undgå sex, så han ikke skal konfronteres med problemet. Eller han prøver at fikse det, f.eks. med en lille blå pille.”
Seksuel sundhed er livskvalitet
Livskvaliteten dykker, når underlivet er ramt. Det har Joan Ørting set mange gange.
“Det går ud over samlivet, hvis man har ondt eller bekymrer sig over noget. Derfor er det så vigtigt, at man tør tale om det. Hvad end det er med en god ven, partneren eller lægen,” siger Joan Ørting og henviser til, at langt de fleste udfordringer og sygdomme kan behandles, hvis man tør bede om hjælp.
“Der er mange fysiske og psykiske årsager til, at man kan miste lysten. Og langt det meste kan behandles. Men især for mændene er det en stor udfordring at skulle vise sig på sexologens klinik eller hospitalets afdeling for seksuelle sygdomme og underlivsproblemer,” siger hun og viser igen tilbage til frygten for at vise sårbarhed.
Lysten forandrer sig
Lysten og sexlivet ændrer sig gennem hele livet, fordi kroppen ændrer sig. Det har Joan Ørting oplevet selv, da hun var i overgangsalderen.
“Det kan være svært at kende sin krop i overgangsalderen. Tørre slimhinder, manglende lyst, svedeture og humørsvingninger kan gå ud over samlivet. Men det er en fase, det er ikke slutningen på sexlivet,” siger hun og tilføjer, at også overgangsproblemerne ofte kan løses.
“Der findes behandlinger og hjælpemidler, såsom cremer, hormoner og laserbehandlinger. Jeg har selv prøvet laserbehandling, som gav mig fugtigheden i vagina tilbage,” fortæller hun.
Forventningspres og skønhedsidealer
Joan Ørting er ikke begejstret for tidens stræben efter det unaturligt perfekte.
“Nogle kvinder mener, de er nødt til at barbere sig og spraye sig med duft forneden, før de kan have sex. Men det kan hurtigt dræbe gejsten, hvis man er nødt til at afbryde en hyggelig stund, fordi man lige skal gøre sig klar,” siger hun.
“Mange barberer og vasker sig med sæbe dagligt. Men det er ikke godt for huden eller slimhinderne. Det kan give svamp og infektioner. Det er nok at vaske sig med vand,” siger hun og nævner også en nylig rapport, der viser, at meget sexlegetøj indeholder skadelige kemikalier.