Skip to main content
Home » Luft og Lunger » KOL-patient: Hjemmeilt giver mig et liv med kvalitet
Hjemmeilt

KOL-patient: Hjemmeilt giver mig et liv med kvalitet

Norma Bruun Mikkelsen, KOL-patient
Norma Bruun Mikkelsen, KOL-patient
Norma Bruun Mikkelsen, KOL-patient

Norma Bruun Mikkelsen har KOL og har haft hjemmeilt de sidste to år. Iltbeholderen i hjemmet er hendes base, men derudover nyder hun godt af en mobil koncentrator. Den gør det muligt for hende at gå ture, cykle og besøge venner og børn.

I løbet af nogle få dage i oktober 2016 blev Norma Bruun Mikkelsen dårligere og dårligere. Hun kunne til sidst så at sige ikke trække vejret og måtte efter konsultation hos lægevagten akut indlægges på Hjørring Sygehus. Der var tale om en alvorlig lungeinfektion med en næsten resistent bakterie. Hun fik med det samme ilt og blev ellers behandlet intravenøst med antibiotika. Indlæggelsen kom til at vare fire uger.

Norma Bruun Mikkelsen havde allerede i 1996 fået diagnosen KOL. Siden da har hun været igennem en del exacerbationer. Sygdommen er gradvist blevet værre og værre. I dag har hun imellem 17 og 20 procent af sin lungefunktion tilbage – afhængig af dagsformen.

”Den alvorlige lungeinfektion for to år siden betød et voldsomt dyk i min sygdom. Inden da havde jeg det for så vidt udmærket. Selvfølgelig skulle jeg tage hensyn til min KOL. Der var en del ting, jeg ikke kunne – såsom havearbejde – jeg kunne heller ikke løbe, og alt tog simpelthen længere tid for mig. Men jeg kunne til gengæld godt ride på en af mine islandske heste. Min livskvalitet var egentlig ok.”

Hjemmeilt gør det muligt at komme ud i livet

Da Norma Bruun Mikkelsen blev udskrevet fra Hjørring Sygehus og kunne tage hjem til sin mand Ole og deres fælles gård i Nørre Lyngby, havde speciallægerne bestemt sig for, at hun på grund af sin svære KOL skulle ordineres hjemmeilt. Ved hjemkomsten var der fra leverandørens side allerede installeret en stor beholder med flydende ilt. Med et lille kateder i næsen og en lang slange, hun trækker efter sig, er det muligt for Norma Bruun Mikkelsen at bevæge sig frit rundt i hele sit hjem.

”Jeg har også en lille mobil koncentrator, som gør det muligt for mig at komme ud i livet og lave noget specielt. Iltbeholderen i mit hjem er min base hele dagen, men det er fantastisk at have et alternativ som gør, at jeg ikke er lænket til mit hjem. Jeg har da redet ture på mine heste iført den mobile koncentrator.”

Føler mig ikke isoleret

Desuden har Norma Bruun Mikkelsen et tredje iltapparat, som giver hende varm og fugtig ilt ned i lungerne, så hun kan trække vejret normalt. Det bruger hun om natten og en til to gange i løbet af dagen.

Hvad har det betydet for dig at få hjemmeilt?

”Ilten er kommet som en stor hjælp. I dag kan jeg ikke klare mig uden. Selvfølgelig lever jeg ikke et normalt liv. Jeg er begrænset, men med de muligheder hjemmeilt giver på trods af min KOL, har jeg et godt liv.

Jeg kan gå ture med mit mobile apparat på en rollator, og jeg har en elcykel, som jeg også kan bruge med den mobile ilttilførsel. Så jeg føler mig ikke isoleret.”

Norma Bruun Mikkelsen og hendes mand holder fast i, at deres hjem skal være åbent for venner og familie. Børnene bor tæt på, og Ole er en fast støtte i dagligdagen.

”Jeg ved ikke, om jeg ville være i live uden min hjemmeilt. I januar i år blev jeg erklæret terminal. Jeg har tilrettelagt, hvordan jeg skal afsted. Mit legeme er doneret til forskning. Jeg vil godt ende mit liv på et hospice eller allerhelst gå i seng en aften og ikke vågne op næste morgen.

Men her og nu frygter jeg ikke forværringer. Jeg er taknemmelig for at få en fantastisk behandling hos min praktiserende læge og på lungeambulatoriet i Hjørring. Mine iltapparater gør, at jeg stadig har et liv fuld af kvalitet.”

Next article