Anna Lise Morthorst lider af KOL og har kun 25 procent af sin lungekapacitet tilbage. Ca. hver tredje måned oplever hun en periode med voldsomme forværringer. Men hun gør alt for at nyde de gode dage, der trods alt også er.
Tre-fire måneder efter Anna Lise Morthorst får diagnosen svær KOL, tænker hun: ”Jeg orker ikke mere.” Morgenerne er de værste. Alt er besværligt. Hun føler sig i den grad begrænset.
”Jeg har det bedst, når jeg sidder på min flade numse. At gå i bad, handle og lægge rent på sengen virker nærmest uoverkommeligt. Men jeg klarer mig uden hjælp. Jeg gør det selv.”
Problemer med vejrtrækningen dukker allerede op i 1993. Da konkluderer lægerne, at hun lider af astma. Hun kommer på astmaskole og bliver medicineret, men mærkeligt nok hjælper medicinen ikke. År for år går det langsomt ned ad bakke.
Diagnose 20 år senere
Det er først 20 år senere – i 2013 – at Anna Lise Morthorst i forbindelse med en akut indlæggelse for åndenød på Herlev Hospital bliver endelig udredt. Hun har astma og svær KOL. I dag har den nu 76-årige kvinde 25 procent af sin lungekapacitet tilbage. ”Månederne lige efter, jeg fik diagnosen, var voldsomme men også afklarende. Jeg vidste nok i forvejen, at jeg ikke kun havde astma. Men diagnosen KOL er så stigmatiserende: Nå, har du røget? Sådan lyder omgivelsernes reaktion, og jeg var nok ikke klar til den erkendelse, før jeg fik den serveret.”
Men diagnosen KOL er så stigmatiserende: Nå, har du røget? Sådan lyder omgivelsernes reaktion, og jeg var nok ikke klar til den erkendelse, før jeg fik den serveret.
Der er også gode dage
“Det går desværre støt ned ad bakke. Jeg får det hurtigt dårligere og dårligere.” Anna Lise Morthorst er begyndt at tage cannabisolie, og det har hjulpet en smule. ”En smule er store ting i min situation, men det er meget få hverdagsting, jeg kan magte. Jeg har en veninde, der bor på tredje sal – hende besøger jeg sjældent. Vejret er jeg også meget afhængig af. Det værste er megen blæst og høj luftfugtighed.” Når Anna Lise Morthorst helt overordnet skal sætte et ord på sin livskvalitet, lyder det: skidt.
Alting er en opgave, hvor hun konstant skal vægte sin formåen. Men der er da heldigvis også gode dage, og dem udnytter hun. ”Jeg er så heldig, at jeg interesserer mig for mange ting – jeg er i stand til at underholde og beskæftige mig selv, og jeg kan sagtens være alene.”
Hyppige KOL-forværringer
Ca. hver tredje måned oplever Anna Lise Morthorst en eksacerbation (forværring red.) i sin sygdom, hvor hendes tilstand dykker voldsomt.
”Forværringen kan f.eks. skyldes en forkølelse. Jeg føler, at jeg ikke kan få vejret, og nogle gange kan jeg ikke holde på min urin. Panikken lurer hver gang. Barren er sat lavere og lavere. Og jeg tænker: nu ikke igen. Jeg må så ringe 112 og bliver kørt til akutmodtagelsen på Herlev, hvor jeg bl.a. får ilt og medicinsk behandling. Der ligger jeg så en dag eller to og bliver sendt hjem i miserabel tilstand. Der er ikke mere at gøre. Det er en forfærdelig oplevelse. Efter sådan en omgang er mit generelle funktionsniveau igen forringet. Jeg kæmper med enorm træthed og føler stor magtesløshed. Dog er jeg blevet bedre til selv at tackle en forværring og tage den i opløbet. Jeg begynder på eget initiativ at tage medicin for at undgå en indlæggelse. Og det er lykkedes”.
Fysisk træning og lungekor
Efter en eksacerbation forsøger Anna Lise Morthorst at komme på benene igen ved bl.a. fysisk træning, yoga samt som medlem af et lungekor. ”Jeg er meget afklaret og fast i kødet. Når det her bliver alt for voldsomt, vil jeg ikke leve for enhver pris. Jeg betragter hvert år som en ekstrabevilling. Det eneste, jeg er nervøs for, er: hvordan kommer jeg til at dø?”
