Torben Sigsgaard
Læge og professor på Aarhus Universitetshospital
Mange partikler i luften er med til at forværre KOL-patienters symptomer, såsom hoste og åndenød. Derfor er et godt indeklima med udluftning og ren luft vigtig for KOL-patienters livskvalitet.
Hoste og åndenød er problemer, mennesker med KOL lever med hver dag.
KOL står for Kronisk Obstruktiv Lungesygdom. Sygdommen medfører bl. a., at lungerne har svært ved at filtrere partikler fra luften væk og udnytte den ilt, der kommer ned.
Symptomerne bliver kraftigere i rum med mange partikler, f.eks. fra cigaretter eller stearinlys. Derfor er et godt indeklima med ren luft afgørende for at minimere KOL-patienters gener og forebygge en forværring af sygdommen.
Det fortæller læge og professor på Aarhus Universitetshospital, Torben Sigsgaard. Han har i over 25 år forsket i, hvordan partikler fra luften påvirker lungerne.
Årsager til partikelbelastning
Der er rigtig mange af de små fine partikler i ethvert hjem og i alle hjemmets rum. De kommer fortrinsvis fra familiens egne aktiviteter.
”Partikelbelastningen opstår bl.a., når der er én i boligen, der ryger enten en almindelig cigaret eller en e-cigaret. Når der er godt gang i madlavningen – bliver stegt og braset. Og når den selvrensende ovn derefter bliver sat i gang. Brændeovnen er også en synder, ligesom der hvirvler mange partikler rundt i luften, når vi ryster vores dyner og puder.”
Færre partikler i luften
Han anbefaler, at personer med KOL tænker over indeklima og lufter ud tre til fire gange om dagen for at holde mængden af partikler nede.
“Rygning er helt afgørende for KOL-patienters tilstand. Derudover har et godt indeklima den effekt, at der er færre partikler i luften, som kan hobe sig op i patientens lunger. Det giver bedre mulighed for at udnytte ilten i luften og mindsker hoste,” siger han.
KOL kan skyldes et liv med cigaretter, trafikforurening eller et arbejdsmiljø med mange partikler. Nogle mennesker kan dog udvikle sygdommen uden at have været udsat for f.eks. cigaretrøg.
KOL er kronisk
Sundhedsstyrelsens nyeste tal viser, at ca. 320.000 danskere KOL, men kun halvdelen ved det. KOL kan ikke helbredes. Men ifølge Lungeforeningen kan rygestop, inhalationsmedicin og fysisk aktivitet bremse sygdommens udvikling og begrænse symptomerne som f.eks. er hoste og åndenød.
Læs mere på Lungeforeningens hjemmeside www.lunge.dk