Skip to main content
Home » Misbrug og Afhængighed » Ud af busken: Ung borgmester kæmpede sig ud af stofmisbrug
Stofmisbrug

Ud af busken: Ung borgmester kæmpede sig ud af stofmisbrug

Tidligere borgmester i Fredericia Thomas Banke
Tidligere borgmester i Fredericia Thomas Banke
Tidligere borgmester i Fredericia, Thomas Banke (Foto: Presse)

Uanset hvor mørkt det ser ud, findes der en løsning for alle misbrugere, hvis man selv er villig til at modtage hjælp til selvhjælp, mener tidligere toppolitiker Thomas Banke. Han taler af erfaring.

”Dagligt var jeg pinligt bevidst om, at jeg havde voldsomme misbrugsproblemer og bevægede mig på decideret katastrofekurs. Men jeg var bange for at gå i behandling.” Tidligere borgmester i Fredericia Thomas Banke, 35, lever i fem år fra 2010 til 2015 med et intenst misbrug af stærk morfin, kombineret med store doser sove- og nervemedicin. Stoffer, der gejler hinanden op, og har en uhyggelig virkning på den unge Venstrepolitiker. ”Jeg følte jeg kunne klare alt, men måtte samtidig bruge enorm energi på at skjule mit misbrug og holde den pæne facade.”

Frygt og uvidenhed

Thomas Banke er umiddelbart ikke den typiske misbruger. Han er sammen med sin lillebror født i en tryg middelklassefamilie med optimale opvækstbetingelser. Men som helt yngre begynder han at eksperimentere med forskellige stoffer til fester. Dog har det aldrig været på tale, at han skulle arbejde med sit forhold til rusmidler. Så slemt var det ikke – dengang. ”Til det sidste var jeg overbevist om, at jeg ikke kunne hjælpes, og at de tilbud der fandtes, på ingen måde ville være berigende for mig. De ville være stigmatiserende og ydmygende. Den holdning skyldtes frygt og uvidenhed.”

Dette vil også interessere dig: Råd fra misbrugeren til de pårørende

Endelig i behandling

I januar 2015 henvender Thomas Banke sig på eget initiativ til et behandlingssted. På det tidspunkt sidder han bundulykkelig og isoleret i sit hjem i Jylland. Derouten i hans liv er total og tanken om at tage sit eget liv dukker jævnligt op. ”Lederen på behandlingsstedet får mig overbevist om, at jeg skal prøve at gå i behandling. Det var vigtigt for mig at være anonym og vigtigt at få mulighed for at arbejde med mig selv. Jeg mødte en behandlingsverden, som var utabuiserende og blottet for fordomme. Jeg følte mig tryg og det gav en velsignet ro.”

Der er lys forude for alle

Et godt råd fra Thomas Banke lyder, at man som misbruger skal søge hjælp, mens man stadig har noget at bygge på i sit liv. ”Det er forbundet med så unødig voksende smerte, hvis man bruger al sin energi på at undgå at komme i behandling. Kom ud af busken. Uanset hvor mørkt det ser ud findes der et lys og en løsning for alle, hvis man selv er villig til at modtage hjælp til selvhjælp. Tag kontakt til nogle professionelle behandlere og start processen med at vende tilbage til et godt liv.”

Next article