Skip to main content
Home » Astma og Allergi » Tegn på dårligt indeklima kan skyldes skimmelsvamp
Skimmelsvamp

Tegn på dårligt indeklima kan skyldes skimmelsvamp

avatar

Ulf Thrane

Seniorforsker ved Aalborg Universitet

Skimmelsvamp er dårligt for indeklima og din generelle sundhed. Tilsyneladende harmløse symptomer kan skyldes et usundt miljø i hjemmet..

Problemer med skimmelsvamp kan være ’lumske’ og komme snigende, da symptomerne nemt kan forveksles med høfeber eller forkølelse.

”Først og fremmest skal man være opmærksom på, om man generelt ikke har det godt. Det er det, man oftest hører om ved problemer med skimmelsvamp: Almene symptomer som ondt i hovedet, ru hals, træthed, kløen i øjnene, løbende næse og øjne og fornemmelsen af ’ikke at være på toppen’. Det kan skyldes svampesporer, men det er almene symptomer, som man tænker kan stamme fra alt muligt andet,” siger Ulf Thrane Seniorforsker ved Aalborg Universitet.

Der er ifølge Ulf Thrane en vis relation mellem disse symptomer og forekomsten af skimmelsvamp i boligen, men der er ikke videnskabeligt bevis for det. Og egentlig astma og allergi forårsaget af skimmel er ikke særlig udbredt.

”Der er ret få, der i medicinsk forstand har ægte astma eller allergi i relation til skimmelsvamp. Mange siger, at de har det, men kun cirka 3 % har direkte allergi over for skimmelsvampe, mens reaktionerne med de almene symptomer er langt mere udbredte,” siger Ulf Thrane.

Skimmelsvamp giver forskellige reaktionsmønstre

Folk reagerer forskelligt og kan tåle skimmelsvamp i forskellig grad. Men selv om man normalt ikke slår ud og har symptomer, så kan man aldrig vide sig sikker, hvis man opholder sig i en bolig med skimmelsvamp.

”Man ved ikke, hvornår man har fået nok til at reagere. Der er tale om flere stoffer, som skimmelsvampene producerer, bl.a. i form af gasser. Nogle kan tåle de her påvirkninger, men har pludseligt fået nok. Derfor kan man ikke sige, at man ikke reagerer på skimmelsvamp, hvis man ikke har nogen umiddelbar reaktion – så man skal f.eks. heller ikke være ligeglad, hvis den ene væg i stuen pludseligt er sort af skimmelsvamp,” forklarer Ulf Thrane.

Derfor er det også vigtigt f.eks. at tørre kondens væk fra vinduet i soveværelset, så man ikke får et fugtighedsproblem, som giver anledning til skimmelsvampevækst.

Hold skimmelsvamp nede

For at holde skimmelsvampevæksten nede kan man følge rådene om at hindre dårligt indeklima.

”Man bør følge alle de gode råd om et sundt indeklima, bl.a. om rengøring og om at lufte ud og varme op. Og hvis man får skimmelsvamp-problemer eller vækst, så skal man ikke bare negligere det, men gøre noget ved det. Svampesporer, der giver anledning til svampevækst, er overalt, så det gælder om at holde det nede,” siger Ulf Thrane.

Next article