Skip to main content
Home » Kvinders helse » 6 facts om en slap bækkenbund og knibeøvelser
Slap bækkenbund

6 facts om en slap bækkenbund og knibeøvelser

Hvad er bækkenbunden? 

Bækkenbunden er alt det væv, der lukker din krop nedadtil. Det er altså dine skedevægge, livmoderens ophæng og bækkenbundens muskler (inklusiv lukkemusklerne omkring dit urinrør og din endetarmsåbning).

Hvorfor får man en slap bækkenbund?

Alle kvinder får med alderen en slappere bækkenbund. Tilstanden opstår ofte hos kvinder, der har født (specielt store og mange børn). Derudover ses det også hyppigt hos overvægtige kvinder, ved kronisk hoste, dårlige vandladningsvaner og manglende træning.

Hvorfor skal du træne den?

Ved at lave knibeøvelser får du mere muskelstyrke, udholdenhed og koordination af dine bækkenbundsmuskler. På den måde bliver musklerne stærke nok til at hjælpe med at lukke dit urinrør, din skede- og endetarmsåbning – særligt når du belaster dig selv.

Derudover får du:

Et bedre sexliv og stærkere orgasmer, en bedre kropsholdning, færre rygsmerter, lavere risiko for inkontinens og lavere risiko for nedfalden livmoder.

Hvorfor glemmer vi øvelserne?

Der er mange, der ikke ved, hvor vigtigt det er, at vi får trænet vores bækkenbund – hele livet. Så det er hurtigt noget, man glemmer i sin hverdag. Flere kvinder begynder først, når skaden er sket. Men mange gener kan forebygges, hvis du træner din bækkenbund regelmæssigt.

Hvordan husker du dem? 

Det vigtigste er, at du får det til at passe ind i din hverdag. Du skal lytte til din krop og mærke efter, hvornår du har mest overskud til at bruge 10-15 min. på øvelserne. Det kan være om morgenen, når du vågner – eller om aftenen inden du går i seng. I toget på vej hjem fra arbejde. Det er op til dig. Men det er en god idé at forsøge at gøre en god vane ud af det.  

Og så hellere starte med et realistisk mål end et urealistisk, for hvis du stiller for store krav, får du det ikke gjort.

Kniber du korrekt?

Hvis du vil teste dig selv, kan du:

  • Lægge en finger uden på endetarmsåbningen og mærke at endetarmsåbningen løftes lidt op i kroppen. Det er nemmest at gøre, når du ligger på siden med letbøjede knæ
  • Mærke med én til to fingre i skeden, mens du kniber. Du skal mærke, at fingrene skubbes lidt frem mod dit kønsben
  • Lægge dig på ryggen og brug et spejl til at se om din endetarmsåbning og evt. dit mellemkød suges lidt op i kroppen

Kilde: sundhed.dk

Next article