Hanne Vestergaard Ottesen tog på sansetabskursus efter at sansetab og døvblindhed havde tvunget hende på førtidspension. Det gav nyt job og troen på sig selv tilbage.
Hanne Vestergaard Ottesen er 55 år gammel og uddannet ergoterapeut. Hun er gift og bor sammen med sin mand og deres søn, og så er hun funktionelt døvblind. ”Jeg ser som en badering og hører som en lysegrå tekst med skudhuller,” fortæller hun. ”Hullet i baderingen symboliserer mit centrale syn, der er helt væk, mens selve ringen er mit resterende syn – mit synsfelt er cirka 1/60 af det normale. Og den grå tekst med skudhuller symboliserer både min nedsatte hørelse, og at der er ’huller’ i min hørelse, så jeg selv om jeg bruger høreapparat må gætte mig til halvdelen af det, der bliver sagt.” Hendes sansetab gjorde, at hun for fem år siden måtte gå på førtidspension, men da hun dengang tog med til et kursus, fandt hun et nyt arbejde.
Stor omvæltning
”Kurset hed ’At leve med nedsat syn og hørelse.’ Det blev afholdt af to døvblinde, og vi var seks deltagere med nedsat syn og hørelse plus kontaktpersoner og ledsagere. Jeg var egentlig noget nedslået over at skulle være ’nødt til’ at tage dertil. Mit liv var jo i en stor omvæltning fra aktiv på arbejdsmarkedet til at være førtidspensionist. Men jeg fik gennem kurset indblik i alle de muligheder, vi har for at kunne kommunikere med andre. Pludselig kunne jeg se både sociale og aktivitetsmæssige muligheder i min egen fremtid,” fortæller Hanne Vestergaard Ottesen, der til kurset også blev spurgt om hun kunne tænke sig at blive rådgiver i foreningen, der afholdt kurset. Da hun kom hjem, fortalte hun sin mand, at hun netop var blevet tilbudt et job, men at hun sikkert ikke kunne magte det. ”Men han sagde: ’Du skulle høre dig selv, du lyder lige så glad og interesseret, som da du gik på arbejde!’ Næste morgen kontaktede jeg dem og tilbød mig som rådgiver i Region Nordjylland, og det var simpelthen en af de bedste beslutninger, jeg har taget.”
I samme båd
Hanne Vestergaard Ottesen fortæller, at det betyder meget for hende at have et arbejde. ”Jeg føler, at nogen har brug for mig. Det giver noget mere selvværd end blot at være førtidspensionist. Jeg kan fortsat bruge mine personlige og mine faglige kompetencer. Og så har jeg også mine oplevelser at byde ind med ved middagsbordet herhjemme,” fortæller hun. Derudover håber og tror Hanne Vestergaard Ottesen selvfølgelig også, at hendes arbejde kommer de personer til gode, som hun besøger. ”Ud fra de tilbagemeldinger, jeg har fået, betyder det ganske meget. Den døvblinde eller syns- og hørehæmmede, jeg besøger, oplever en slags fortrolighed, forståelse og tillid. Vi er jo i samme båd. De skal ikke komme med alenlange forklaringer på, hvordan det er besværligt ikke at kunne se displayet i dankortautomaten i supermarkedet eller ikke at kunne høre, hvad den hjælpsomme kassedame siger. Jeg synes også, det viser, at hvis vi hver især får de rette omstændigheder, kan vi sagtens udnytte vores faglige og personlige ressourcer på arbejdsmarkedet. Systemet skal blot være mere fleksibelt. For selv om man er syns- og hørehæmmet eller døvblind, så er man ved sin fulde fem og mange af os har jo et langt arbejdsliv og mange erfaringer at trække på.”
