Henrik Højgaard Rasmussen
Klinisk professor, Klinisk Institut, Aalborg Universitetshospital
Der bør sættes ind med en kostplan allerede hos den praktiserende læge, eller når patienten har fået en kræftdiagnose på hospitalet, mener klinisk professor Henrik Højgaard Rasmussen.S
Ingen stråle- eller kemo
Konsekvenserne kan være alvorlige både før og under behandlingen, hvis man som kræftpatient er underernæret.
”Underernæring kan i første omgang betyde, at patienten ikke kan få enten stråle- eller kemobehandling. Lægerne bliver simpelthen nødt til at udskyde behandlingen for at få vægten og funktionsniveauet op, hvilket kan være svært. Men det er et scenarie, vi ser jævnligt,” siger klinisk professor Henrik Højgaard Rasmussen, Klinisk Institut, Aalborg Universitetshospital. Han fortsætter: ”Desuden kan underernæring og et lavt funktionsniveau betyde, at patienten vil opleve større bivirkninger og komplikationer som f.eks. infektioner under selve behandlingen. Måske i en sådan grad, at vi er nødt til helt at stoppe behandlingen eller springe en kemokur over.”
Immunforsvaret svækkes
Mange kræftpatienter oplever tab af muskelmasse, hvilket er med til at påvirke immunforsvaret. ”I omsætningen mellem muskler og immunforsvar er proteiner ret væsentlige. Aminosyrer er en mindre del af proteiner og dem er der et ekstra behov for som kræftpatient. Normalt får vi aminosyrer/proteiner fra kosten. Men hvis man ikke spiser det man skal, må kroppen hente aminosyrer andre steder. Og dem hugger den så fra bl.a. musklerne. Når depoter af aminosyrer ryger – kombineret med selve kræftsygdommen – hæmmer det patientens immunforsvar. Og bliver immunforsvaret ikke stimuleret, er der en langt større risiko for f.eks. infektioner. Her er tale om en ond cirkel.”
Mere energi og fedtrig kost
Hvad kan man gøre? ”Når vi taler kost og ernæring, tænker mange kræftpatienter, at de tidligere har levet usundt og nu vil omlægge deres kost. Men det er svært at få dækket energi- og proteinbehovet ved at spise grønt, når man samtidig har en nedsat appetit. Faktisk skal patienterne vende kostcirklen lidt om og indtage mere energi og fedtrig kost. Der er behov for flere kalorier. Og det kan samtidig være en god idé at få en række proteinrige drikke.”
Kræftpatienter kan have svært ved at spise
Henrik Højgaard Rasmussen påpeger, at der i visse tilfælde er helt konkrete årsager til, at en kræftpatient ikke spiser. Det kan f.eks. skyldes betændelse i munden, smerter eller manglende appetit. ”Det er således ikke nok at give patienterne kostråd. Der skal eksistere et tæt tværfagligt samarbejde i systemet, så vi kan finde og behandle de faktorer der gør, at patienten ikke har lyst til at spise. Det er afgørende. En anden væsentlig ting er, at når patienterne begynder at indtage proteiner, og der sker en muskelopbygning, vil han eller hun langt bedre kunne være lidt aktiv. Det er skidt blot at sidde i en stol. Motion og særligt styrketræning har stor værdi. Hvis man går en lille tur eller udfører et par små øvelser hjemme, vil det styrke musklerne.”
Kostplan i starten af behandlingsforløbet
Det optimale vil dog ifølge Henrik Højgaard Rasmussen være, at der bliver sat ind med en kostplan allerede, når patienten går til sin egen læge, eller når vedkommende får diagnosen på hospitalet. ”Der kan jo gå noget tid, inden en behandling går i gang, og i den periode kan patienten nå at tabe sig endnu mere. Jo længere tid der går, desto sværere er det at komme op i vægt igen. Egen læge bør straks sætte patienten i forbindelse med en diætist.”
Tværfagligt samarbejde
På landets sygehuse har man principper, der gør, at alle indlagte patienter screenes for underernæring. Det sker bl.a. via spørgeskemaer. ”For et vist antal patienter munder resultatet ud i en særlig ernæringsindsats. Det er dem, der vurderes at være i ernæringsrisiko. Der fokuseres i dag særligt på tre områder. At sikre et tilstrækkeligt energi- og proteinindtag, dæmpe en inflammation samt sikre fysisk træning, som kan øge effekten af de proteiner, der gives. Men det kan som sagt kun gøres i et tværfagligt samarbejde mellem diætist, fysioterapeut, læger og sygeplejersker. Og endelig ville det være positivt med en mere systematisk tilgang uden for sygehusene – hos de praktiserende læger og de enkelte kommuner. Der er bl.a. behov for et tættere samarbejde mellem sygehusene og den primære sektor.”
