Længere tids udsætning for skimmelsvamp kan føre til udvikling af svær allergi, der kan have stor effekt på livskvaliteten. Udluftning via vinduesventiler kan være et godt redskab i kampen mod skimmelsvamp.
Mange mennesker får fysiske reaktioner, når de opholder sig i hjem med meget skimmelsvamp. Det er symptomer som hovedpine, træthed og utilpashed. Og det rammer astmatikere endnu hårdere. På sigt kan kronisk udsætning for skimmelsvamp føre til en livslang overfølsomhed, der gør, at man får kraftige reaktioner ved bare den mindste smule skimmel.
Overfølsomheden lægger en stor dæmper på livskvaliteten. ”Hvis man ender med at blive overfølsom, bliver livet virkelig svært, da langt de fleste boliger har en smule skimmelsvamp,” siger Ole Vedsted-Jakobsen, fagekspert hos Bolius og arkitekt.
Undgå fugt og nedkøling
Skimmelsvamp kan opstå i både nye og gamle hjem. Det afgørende er et godt indeklima, som ikke er for fugtigt, hvis man skal forebygge skimmelsvamp. ”Det kræver, at man lufter ud flere gange om dagen og er opmærksom på hjørner, bag gardiner og andre steder, hvor luftventilationen er dårligere.
Det hjælper ikke at lade vinduet stå åbent hele dagen, da det vil køle væggene ned, og når man lukker igen, vil den fugtige og varme indeluft skabe kondens på de kolde vægoverflader,” siger Ole Vedsted-Jakobsen. Fugt på væggene, f.eks. fra kondensvand, er hovedårsag til, at skimmelsvamp opstår i boligen. Det er derfor vigtigt, at man bruger luften til at transportere fugt ud og kun lufter ud ca. 10 minutter af gangen men gerne fire gange om dagen, så gulve og vægge ikke når at blive kølet ned.
Nye vinduer kan hjælpe til
Nye vinduer kan hjælpe med udluftningen, så man ikke selv skal åbne og lukke hele tiden. Mange begår dog den fejl, at de ikke beder om ventilationsvinduer eller vinduer med luftventiler, som også bidrager til udluftningen. ”Selvom man stadig skal udlufte, kan vinduer med ventiler kan være en god hjælp, når man ikke har et ventilationssystem installeret,” siger Ole Vedsted-Jakobsen.